Min yngste datters klasse er blevet slået sammen med parallelklassen og i den forbindelse havde de i sidste uge en coach ude for at lave en “ryste-sammen-dag”. Min datter var mest af alt lettet over, at de ikke havde fundet på at hyre mig, for det havde godt nok været pinligt! Derudover er hun, som teenagere er flest, moderat meddelsom. Derfor blev jeg positivt overrasket, da hun hev en seddel op af sin taske og spurgte, om jeg alligevel ville høre lidt om, hvad de havde lavet?

Det var en seddel fyldt med anerkendende ord, som hendes klassekammerater havde skrevet om hende. De var hver især blevet udstyret med en seddel på ryggen og havde så fået til opgave at skrive positive værdier om hinanden. Og jeg kunne se, at mange var enige om, at hun var både sød og sjov. Straks foreslog jeg, at vi hængte den op. Men hun rystede på hovedet: “Næh mor, for du har selv sagt, at jeg ikke skal tage mig så meget af andre menneskers opfattelse af mig!”

Der fik hun mig, for ja, det har jeg sagt. Måske ikke heelt på den måde. Mit budskab var snarere, at man ikke skal tillægge andres menneskers vurdering en hæmmende værdi. For vi lader os alt for ofte holde tilbage af vores egne tanker om, hvad andre mennesker mon måtte tænke om os. Og her har jeg rigtigt nok forklaret min datter, at sandheden snarere er, at andre mennesker højst sandsynlig ikke bruger så meget energi på at vurdere os, de har nok i deres eget liv og egne spekulationer. Og hvad så i øvrigt, hvis de skulle mene noget om os, det ville være synd og skam, hvis det holdt os tilbage for at gøre eller sige noget, som havde betydning for os. Men kender jeg til det? Åh jo, den indre kritiker er skam også på spil hos mig. Hver gang jeg gør noget nyt og grænseoverskridende for eksempel. I går da jeg delte min nye webside og blog på facebook, larmede hun vildt i mine ører og skreg op om, hvorvidt siden nu var god nok til at dele endnu.

Jeg har dog lært at være mere ligeglad efterhånden, lytte til kritikeren og sige “Ja, ja, det er meget muligt, at du larmer op, men jeg gør det alligevel, for jeg gider ikke længere at holde mig tilbage af frygt for andres mening! Jeg ønsker at bidrage, basta!” Når jeg snakker med mine mentees om dette emne, kan jeg bede dem om at lave et mentalt billede af at sætte “kritiker-monsteret”  på plads ovre i sofaen”

Derfor skulle jeg nok blot glæde mig over min datters manglende behov for at hænge sedlen op på spejlet og fryde mig over, at hun åbenbart selv kender til sit værd. Eller måske skulle jeg snarere fortælle hende om vigtigheden af at kunne tage imod anerkendelse…Smiler, tja noget siger mig, at hun helt af sig selv er ved at finde jorden under sine fødder.

Mod

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *