Det er en dejlig forårsmorgen. Solen skinner over gule rapsmarker, og fuglene synger. Jeg lægger særligt mærke til det nu, fordi mit forår har haft et noget andet fokus. Hvis du er en af mine læsere, som kender mig privat, så ved du det allerede. Jeg har været sygemeldt efter en operation, hvor jeg i efterforløbet fik en infektion og fik konstateret svær D-vitamin mangel og jernmangel. Så jeg har været lagt ned på sofaen med feber, smerter og træthed. Intet ondartet eller voldsomt alvorligt, men underdrejet og energiforladt.

I den sidste uges tid er jeg begyndt at få det markant bedre, kroppen heler, og vitamin-tilskuddene begynder at virke. I går nød jeg, for første gang længe, et glas hvidvin i solen med en ven. Han spurgte mig, hvorfor jeg havde valgt ikke at dele “elendighederne”, mens de stod på. Mit svar var, at min energi ikke havde været til det, og min familie heller ikke havde ønsket det. For personligt tror jeg på, at vi ikke skal være så forsigtige med at vise vores sårbarhed. Jeg har ikke holdt min sygdom hemmelig, men fortalt om det, hvor det har givet mening, selv om det ikke har været i en offentlig facebookopdatering fra sygesengen. Og jeg er blevet mødt med så meget kærlighed, omsorg og forståelse.

I går skrev en veninde til mig og tilbød mig gratis healing, og i dag modtog jeg en sød sms fra en anden veninde med disse vise ord: “This too will pass. It may pass as a kidneystone but it will pass.” Så jeg kan kun anbefale, at vi tør lægge vores facader og også dele, når tingene er svære i vores liv, for fakta er, at vi alle vil møde sygdom og kriser her i livet.

Og til dig, som måske er pårørende til et menneske, der er syg eller i en anden form for krise, er mit bedste råd – at du skal række ud. Ikke bare tilbyde din hjælp, men giv den i form af praktisk handling. Kom forbi til et kort visit med en færdigret eller et kram, send en sms med gode tanker, tilbyd afledning, støvsug gulvet eller kør forbi Fakta efter indkøb. Hold om og hold af og giv plads til tårer. Og bliv ved med at være der, også når de første uger er gået. Skriv ikke. “Går det snart bedre?!” Snarere “Hvordan har du det?”

Hjælp med at holde håbet og minde om, at også dette vil passere, måske som en forbandet nyresten, men at det VIL blive bedre! En smuk forårsdag vil fuglene synge igen, insisterende og minde dig om, at livet er kontrastfyldt, og byder såvel på lys som på mørke…

Kærligst Charlotte

josephine-amalie-jensen-97460

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *