Kunne du drømme om at sige sådan til andre mennesker? Til en fremmed, til et familiemedlem, en ven, eller til et barn?

Nej vel?!

Men nøjagtig den sætning fik jeg sagt til mig selv i morges, da jeg sad i min bil og opdagede, at jeg igen var kørt uden min oplader til telefonen. Min indre betegnelse for den forseelse var simpelthen – kvajbanan.

Gudskelov har jeg efterhånden års træning i at lytte til min indre stemme og opfange, hvad den har gang i. Og tro mig, den kan være streng. Selv om jeg har fået givet den en anden langt mildere røst, end da jeg var yngre. Men særligt når jeg er træt, eller fortravlet, bryder de gamle mønstre igennem.

I mindfulness har vi fokus på at møde os selv og andre med kærlig-venlighed. Og her er det ret afgørende, hvad vi vælger at sige til andre og til os selv. For vi har alle en indre bedømmer, som er en mester i at finde fejl. Som har travlt med at vurdere og kritisere.

Kunsten er at holde op med at give bedømmeren opmærksomhed, om muligt “at parkere den andetsteds eller grave den ned i baghaven.” Og i stedet møde andre og dig selv med en kærlig-venlig stemme.

Med en stemme, der taler dig op, bærer over og trækker på skuldrene, når du selv eller andre fejler, for det gør vi jo. Og allerhøjest hvisker et kærligt….fjollebanan…

13697917825ksa4

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *