Forestil dig en masse labels, hvorpå der står tillægsord. Ord som smuk, grim, stille, sej, dygtig, klog, optimist, pessimist, talentfuld, sjov, intelligent….

Og forestil dig så, at du i løbet af dit liv har fået sat et udvalg af disse labels på dig og også selv har tilføjet en del. Her går du nu rundt som voksen, overklistret med ord, som beskriver den du er, både set med egne og andres øjne.

Hvordan føles det? Er der ord, der beskriver dig, som du er glad for, andre du gerne ville være fri for? Når vi når til voksenlivet, har vi alle fået defineret vores identitet og indtaget vores rolle.

Tænk f.eks. på et familiemedlem eller en ven, hvilke ord ville du beskrive vedkommende med? Der vil helt sikkert dukke ord op, som for dig karakteriserer personen. Vi får alle prædikater på os gennem vores opvækst, på godt og ondt. Skolelæreren fortæller os, at vi er “stille”, “dygtige”, måske “dovne”. Voress forældre roser os for at være “hensynsfulde”, eller kritiserer os for at være “egoistiske”. I søskendeflokken indtager vi en særlig rolle, gerne den, som endnu ikke er taget. For når ens søster eller bror allerede er “den boglige”, eller “den sociale”, er den plads jo ikke længere ledig. Så må vi ubevidst finde på noget andet for at få opmærksomhed og kærlighed. For som børn spejler vi os i vores forældres anerkendelse. Vi opfatter instinktivt, hvornår vores forældre i ord eller med kropssprog viser, at de er tilfredse med os.. Er det mon, når vi gør os umage, er søde og flittige? Og knapt så meget, når vi er sure og larmende?

For nogle mennesker er det intet problem at vokse op med en særlig rolle. De trives fint med den rolle, de har taget/fået i livet.  Men for andre er deres roller en medvirkende årsag til mistrivsel, stress, angst og depression. Fordi de simpelthen bliver for svære at bære. Jeg møder f.eks. kvinden, som altid har været den altopofrende, den søde og positive, hende som altid har været der for andre, men nu er brændt sammen. Jeg møder manden, der har skulle præstere for at få anerkendelse fra sin far og derfor stadig overpræsterer og aldrig tillader sig selv en pause, og nu er hårdt ramt af stress. Personligt har det taget mig mange år at slippe rollen som den søde, positive og flittige pige. Det lykkedes først efter et stressammenbrud, og i perioder er det stadig udfordrende.

Først når vi indser, at vi er mere end vores prædikater, og vælger at hive de labels af, som har defineret os og tillader os selv at være med ALT hvad vi er, først da fremstår vi som hele mennesker i balance med os selv om omverdenen.

For sandheden er, at vi er det hele, vi indeholder det hele. Vi er mørke, vi er lys, vi er negative, vi er positive, vi er flittige, vi er dovne…og det er ok. Vi behøver ikke være på en særlig fordefineret måde, for at være gode nok, det er vi allerede. Sommetider behøver vi dog hjælp til at hive vores labels af og et kærligt spejl, som andre holder op foran os, for at nå til den erkendelse…

6938548338-b1cabcd5ef-55e3e5c02b7a618b292fad96

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *