For to år siden modtog jeg en e-mail fra en fremmed. Et helt ukendt menneske havde længe fulgt min daværende blog om livet og lykken, og vælger så en dag at reagere på min opfordring om at skrive, hvis man havde noget på hjerte. Og det havde Thomas. Han ønskede sig nemlig en helt gammeldags penneven, et menneske at dele tankerne om livet med på skrift, uden nødvendigvis at kende hinanden i “den virkelige verden”.

Thomas var modig, formulerede sit ønske tydeligt og klart og lod det op til mig, om jeg ville gribe muligheden. Jeg greb den. Og vi havde meget på hjerte, så meget, at vi skrev sammen hele sommeren til gensidig glæde. Om livet, lykken, karrieren, kærligheden, alt det der rørte sig hos os hver især. Vi fik skabt et fortroligt, givende rum, som er sjældent forekommende nu om stunder, hvor det at skrive breve til hinanden efterhånden er en sjældenhed.

I dag er Thomas blevet til en rigtig ven i mit liv. Vi ses ikke så tit, men via alle de ord, vi har vekslet, er vi kommet til at kende hinanden særdeles godt. Forleden snakkede jeg med Thomas og spurgte ham, hvordan han egentlig fandt modet til at skrive til mig. Og han svarede: “Hvad var der at risikere?”, “Du ville højest kunne have sagt nej tak, men så var tingene jo blot status quo, men tænk på alt det, jeg fik ud af at turde spørge!”

Historien om mit pennevenskab med Thomas er siden blevet min favorit historie om mod. For hvad er vi i grunden så pokkers bange for, når vi vælger at holde os tilbage i livet?

Hvad nu hvis, der er mere at vinde end at tabe? Om blot vi tør…

Kærligst Charlotte

 

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *