Tilmeld dig nyhedsbrevet her og bliv løbende orienteret, når der sker noget nyt på området.

metakognitiv terapi

Derfor skal du sige F*ck!

Vi stod der to nydelige, voksne kvinder ved indgangen til havelågen. Min mentee og jeg. Hun var godt udfordret ved tanken om det forestående møde på praktikstedet. “Fuck!”, udbrød hun højt og tog en dyb indånding, hvorefter hun åbnede lågen.

“Det er det allerbedste, du har lært mig”, sagde hun grinende, mens vi målrettet gik nærmere.

Med til historien hører, at min mentee har været sygemeldt i årevis grundet stress og depression, og vi inden dette møde havde arbejdet et par måneder med den metakognitive metode. Hun har lært at kontrollere tankeprocesser og har reduceret den tid, som hun brugte på bekymringer og grublerier. Men mindst ligeså afgørende har hun lært sig selv at handle trods ubehag. Det står nu printet ind i hende – at først og fremmest skal du handle! 

Forstået på den måde, at det altid er vigtigt at handle på dine problemer, hvor det er muligt, fremfor at gruble og bekymre dig. Og der er det sommetider virkeligt brugbart med et ordentligt kraftudtryk! Ja, jeg mærker adrenalin og sommerfugle i hele kroppen. Ja, jeg er bange, men det er ok, det er ikke farligt, og FUCK det, jeg gør det alligevel!

Her til morgen har hun lige skrevet til mig, at hun er så klar til næste skridt.

Vil du også lære en effektiv metode til at genvinde kontrollen over dine tankeprocesser, reducere stress og bruge kraftfulde udtryk?

Så kan du her i februar booke en times introduktion til kun 675,- kroner.

NB! Der er begrænsede timer til rådighed, og det er “først til mølle”.

Du kan bestille tid med det samme ved at sende mig en sms på 21 43 51 34 med teksten “introtime” efterfulgt af dit navn. Jeg glæder mig til at møde dig.

Kærligst Charlotte

 

Sådan kommer du af med tankemylder

Som en hel kolonne af soldater kommer dine tanker marcherende i det øjeblik, du rammer hovedpuden. Du vender og drejer dig, forsøger at trække vejret roligt, men kan mærke uroen i kroppen, som bare ikke vil slippe, mens du forsøger at løse morgendagens problemer.

Kender du den følelse? Og i det hele taget fornemmelsen af at have så mange tanker i dit hoved, at du aldrig oplever RO?

Det gjorde jeg, og heldigvis er jeg i stand til at skrive det i datid, for det er et overstået kapitel. Men hvor har jeg ligget søvnløs mange gange og kigget på uret, mens jeg forsøgte at problemløse gennem endeløse kæder af tanker. Om morgenen var jeg flad og energiforladt og var ikke kommet nærmere på nogle løsninger. På et tidspunkt var det så slemt, at jeg måtte ty til sovemedicin for at få søvn.

Da jeg startede på min mindfulness uddannelse var det med et håb om, at jeg endelig kunne opleve ro i mit hoved og få styr på mine tanker. Til min store frustration oplevede jeg, at jeg snildt kunne gruble mig gennem enhver form for guidet meditation. Jo mere fokus jeg vendte indad, jo værre blev det.

Først da jeg lærte den metakognitive metode lykkedes det mig at få ro og fred fra mine tanker. Jeg tror, at tiøren faldt, da jeg indså, at jeg hverken behøver at puffe mine tanker væk, lave dem om eller på anden måde bekæmpe dem. Tanker opstår konstant i os, og vi kan jo på ingen måde undvære dem. Men vi kan lære ikke at give dem overdrevent fokus, så de får karakter af bekymringer, grublerier og spekulationer og fylder alt, alt for meget. For det er den sikre vej til stress, angst og depression.

Har du lagt mærke til, hvordan ting pludselig kan falde på plads, og du finder en løsning ubesværet, når du forlader problemet? Bare sådan i hverdagen, hvor du rejser dig fra computeren for at gå på toilettet, eller går til frokost, og når du kommer tilbage, så ved du pludselig, hvad der skal til? Det er et lille eksempel på, hvordan den metakognitive metode virker. Du lærer, hvordan du kan flytte dit fokus og din opmærksomhed ud af, så dit hoved får ro. Du indser, at du ikke finder løsninger ved at overtænke. En overanstrengt og træt hjerne virker bare ikke optimalt, det svarer til en overophedet telefon.

Og sidegevinsten er, at du faktisk får mere tid til din rådighed, al den tid du har brugt på unødige spekulationer, bliver pludselig din egen. Så din undskylding om, at du ikke har tid til at lære metoden, holder ikke. Det er en investering, der frigiver tid og giver dig overskud, og dermed bliver du faktisk langt mere effektiv og bedre til at løse hverdagens udfordringer både i dit arbejds- og privatliv.

Prøv lige nu her i dag at give dig selv en lille forsmag på det metakognitive. Sidder du med en arbejdsopgave, der driller dig, så tag vinterjakken på og gå udenfor. Sæt dig på en bænk, luk øjnene og læg mærke til lydene omkring dig. Vælg så én lyd af gangen og fasthold din opmærksomhed på den et par minutter og skift dernæst til den næste. Bliv ved i ca. ti minutter. Og ja, det har du tid til.

For når du kommer ind og kaster dig over arbejdet igen, så har din hjerne fået en tiltrængt pause.

Kærligst Charlotte

Ps. Vil du lære metoden selv, så kan du læse mere her.

Må jeg give dig håb?

Jeg kan næsten ikke tøjle min begejstring for den metakognitive metode. Jeg har netop sendt en mentee ud af døren, som har været til sin anden session hos mig.

Hun er tilkendt fleksjob pga. depression, og hun har prøvet al verdens terapi, før hun startede her. Og nu sidder hun så i min sofa og fortæller, at hun for første gang i årevis føler håb, efter jeg har introduceret hende til metakognitiv terapi.

For hun havde brugt oceaner af tid på grublerier og havde grublet sig til en depression, hun indtil nu havde siddet fast i. Hun havde haft følelsen af slet ikke at kunne styre sine tanker og havde brugt de fleste af døgnets timer på at spekulere. Selv om natten havde tankerne forstyrret hendes søvn.

Derfor var det så vildt for hende at opleve, hvordan de øvelser hun havde fået med sig, allerede havde gjort en forandring. Hun havde fået oplevelsen af, at hun selv havde kontrol og var begyndt at opleve, at hun rent faktisk kunne lære at lade sine tanker være og fordybe sig i at leve livet igen.

I dag gennemgik vi flere øvelser, og hun fik lidt hjemmearbejde, blandt andet en lydøvelse, der skal træne hende i selv at vælge sit fokus. Forinden havde vi afprøvet øvelsen ved, at vi sammen satte os ud på altanen og skiftevis fokuserede på forskellige lyde fra naturen. Min mentee oplevede, at hun selv kunne vælge hvilke lyde, hun fokuserede på. På samme måde kan hun vælge, om hun giver sine tanker fokus eller de aktiviteter, hun i øvrigt er optaget af.

For tanker er som de små retter, der kører rundt på sushi-båndet, når du er ude og spise running sushi. Du kan selv aktivt vælge, hvilke af retterne, du griber ud efter, og hvilke du lader passere. 

Min mentee er ved at lære sig at lade tanker være og lade sit hoved få tiltrængt ro.

Måske har du, eller en du kender, brug for at lære det samme?

Du er velkommen til at ringe til mig på tlf. 21 43 51 34  eller skrive på info@mentorskab.dk for at høre mere om metoden.

Kærligst Charlotte

 

 

 

 

Derfor skal du lære dit barn ikke at bekymre sig

Jeg har netop sendt min 14 årige afsted i skole med et kram og opmuntrende ord. Hun skulle gennem sin anden nationale test på en uge, og hun var presset.

Jeg øvede testen med hende i går aftes, og selv jeg, en voksen kvinde, der ikke har de store problemer med stavning, var udfordret. Niveauet var tårnhøjt og slet ikke tilpasset til nutidens unges sprogbrug. Ikke desto mindre er det de test, som de bliver målt og vejet på.

Deres lærer kæmper med at neddrosle kravene og forventningerne og forsøger på bedste vis at mindske præstations-presset. Men som forælder ser du frustreret til og oplever, hvordan alt for meget af de unges tid, spildes med bekymringer.

Kampen med at lette præstations- og karakterpresset skal udkæmpes politisk, og en ændring har desværre nok lange udsigter. Derfor gør jeg mit for at lære min datter at navigere i den barske virkelighed.

Forleden sagde hun ironisk til mig, at jeg er hendes testperson, og det har det stakkels barn “desværre” ret i. For jeg lærer hende værktøjerne fra den metakognitive terapi. Jeg gør alt, hvad der står i min magt, for at give hende redskaberne til at lade sine bekymringer være og i stedet fortabe sig i livet og nyde sin ungdom.

Og jeg er optændt af en ild og en mission, der går ud på at lære andre unge det samme. Kunsten at navigere i præstationssamfundet, uden at knække sammen med stress, angst eller depression. For det kan vi ikke byde vores unge mennesker.

De har fortjent bedre. De har fortjent, at vi som den ældre generation, hjælper dem til at skabe et liv fyldt med gode oplevelser, mening og glæde. Hvor der er plads til såvel fordybelse, latter og leg. Og først og fremmest plads til at være barn og ung.

Kærligst Charlotte

 

Hvad æsler har med tanketoge at gøre…

Vi var på vej ind på Dyreskuepladsen, min datter, hendes kusine og jeg. Vi havde lovet at hjælpe til med at trække æsler. Kusinen var ikke helt tryg ved situationen, som vi nærmede os pladsen: “Hvad nu hvis jeg ikke kan styre æslet?!, Hvad nu hvis det stikker af?!, Hvad nu hvis barnet falder af?!”. Min datter svarede: “Stig nu ikke på tanketoget!”. “Hvad betyder det?”, spurgte kusinen. “Min mor er i gang med en ny uddannelse”, grinede min datter. Og så måtte jeg jo forklare.

Forestil dig, at du står på en travl togstation. På perronen kommer der mange forskellige toge kørende. Togene repræsenterer dine tanker. De fleste tanker betyder ikke det store for os, de er blot nogle af de 30-70.000 tanker, som hjernen producerer helt automatisk hver dag. A la, hvad skal jeg lave til aftensmad? Men der er også tanker, som betyder mere, såkaldte “triggertanker”, de kan være både positive og negative.

En triggertanke er din allerførste tanke i en given situation, som sætter en hel tankerække i gang. Hvis det er en gruble eller bekymringstanke, svarer det til et lokomotiv, der får koblet flere og flere tunge vogne bag sig og på den måde får svært ved at trække. Heldigvis kan vi lære at opdage vores triggertanker og tage et aktivt valg om at blive stående på perronen og lade toget køre, uden vi hopper ombord. Simpelthen at lade tanken fare uden at give den mere opmærksomhed og koble flere tunge vogne på.

Min datter havde opdaget, at kusinen var i gang med at stige på tanketoget og endda ved at koble vogne på, men i stedet lykkedes det hende at hoppe af igen. Og resultatet? 12.000 skridt som en glad æseltrækker med glade børn. Og ingen løbske æsler.

Kærligst Charlotte

 

Så stop dog mine tanker!

Kender du til følelsen af, at du virkelig ville ønske, at din hjerne havde installereret en stop knap, som du kunne aktivere, når dine tanker myldrede?

Det gør jeg. Da jeg i sin tid var ramt af stress, kunne jeg finde på at spørge min mand, om han ikke lige kunne trykke på knappen?! Vi legede, at den sad lige midt i bekymringsrynken mellem øjnene. Men uanset hvor hårdt han trykkede, kørte mine tanker nu videre. Jeg prøvede så selv at styre dem, hive dem ud af hjernen enkeltvis, se på dem, analysere, forsøge at lave dem positive, eller at kommandere dem væk. Lige lidt hjalp det.

Efterhånden forsvandt stressen, men det er en anden historie. I dag skal det handle om tanker. De hersens gruble og bekymringstanker, som er årsag til mange problemer, og kan skabe stress, angst og depression.

Jeg er i øjeblikket ved at tage en uddannelse som metakognitiv stress-mentor. Og her lærer vi at håndtere tankerne på en helt ny måde. En metode, der umiddelbart virker så enkel, at man tror, at det er løgn. Vi lærer nemlig at lade tanker være. Simpelthen at lade være med at tillægge dem så høj værdi og undgå at fokusere så meget på dem. Baseret på en teori om, at hjernen og sindet faktisk kan hele sig selv, hvis der er ro til det. Sammenlignet med et sår, som vi undlader at gøre værre ved at kradse i det.

Og hvordan gør man så det? Ja, der er mange måder at træne det på. Og efterhånden som jeg lærer dem, vil jeg dele dem med dig her på bloggen. Men først om fremmest ville jeg introducere dig for ideen.

Hvordan ville det være for dig, hvis du kunne lære at lade dine tanker være? Lære at reducere dit tankemylder og i stedet kunne være fokuseret på at leve livet?

Hvis du forsøger at tvinge dine tanker til at stoppe, virker det ofte stik mod hensigten. Det svarer til, at du forsøger at holde en badebold under vand. Det kan du gøre for en tid, men du bruger en del energi på at holde bolden nede under overfladen, og når du slipper, kan du være sikker på, at bolden ryger op igen. Og så er du lige vidt…

Så ideen om at få installeret en stopknap, må du desværre også slippe.

Kærligst Charlotte