Tilmeld dig nyhedsbrevet her og bliv løbende orienteret, når der sker noget nyt på området.

mentorskab

Derfor skal du sige F*ck!

Vi stod der to nydelige, voksne kvinder ved indgangen til havelågen. Min mentee og jeg. Hun var godt udfordret ved tanken om det forestående møde på praktikstedet. “Fuck!”, udbrød hun højt og tog en dyb indånding, hvorefter hun åbnede lågen.

“Det er det allerbedste, du har lært mig”, sagde hun grinende, mens vi målrettet gik nærmere.

Med til historien hører, at min mentee har været sygemeldt i årevis grundet stress og depression, og vi inden dette møde havde arbejdet et par måneder med den metakognitive metode. Hun har lært at kontrollere tankeprocesser og har reduceret den tid, som hun brugte på bekymringer og grublerier. Men mindst ligeså afgørende har hun lært sig selv at handle trods ubehag. Det står nu printet ind i hende – at først og fremmest skal du handle! 

Forstået på den måde, at det altid er vigtigt at handle på dine problemer, hvor det er muligt, fremfor at gruble og bekymre dig. Og der er det sommetider virkeligt brugbart med et ordentligt kraftudtryk! Ja, jeg mærker adrenalin og sommerfugle i hele kroppen. Ja, jeg er bange, men det er ok, det er ikke farligt, og FUCK det, jeg gør det alligevel!

Her til morgen har hun lige skrevet til mig, at hun er så klar til næste skridt.

Vil du også lære en effektiv metode til at genvinde kontrollen over dine tankeprocesser, reducere stress og bruge kraftfulde udtryk?

Så kan du her i februar booke en times introduktion til kun 675,- kroner.

NB! Der er begrænsede timer til rådighed, og det er “først til mølle”.

Du kan bestille tid med det samme ved at sende mig en sms på 21 43 51 34 med teksten “introtime” efterfulgt af dit navn. Jeg glæder mig til at møde dig.

Kærligst Charlotte

 

Jeg er rørt…

Jeg er rørt i dag.

Rørt over at være blevet givet muligheden for at støtte mennesker i at vokse, hjælpe dem til at afklæde sig den gamle, begrænsende ham og træde nye stier.

Rørt over at se mennesker fælde tårer, der gøder deres rodnet og lader dem forankre sig i livet.

Jeg er rørt over at kunne kalde mig mentor.

Rørt over at kunne byde ind med mig selv, som den jeg er, uden at forestille at være perfekt, men derimod stille mig til rådighed med hele mig og med min livserfaring. Være perfekt uperfekt.

Jeg er rørt over, at hver mentorsamtale også giver mig stof til eftertanke og mulighed for at vokse.

Jeg er rørt over den tillid, hvormed jeg mødes, som jeg tilstræber at møde kærligt og respektfuldt.

Jeg er rørt…

Det Thomas fik ud af sit mod…

For to år siden modtog jeg en e-mail fra en fremmed. Et helt ukendt menneske havde længe fulgt min daværende blog om livet og lykken, og vælger så en dag at reagere på min opfordring om at skrive, hvis man havde noget på hjerte. Og det havde Thomas. Han ønskede sig nemlig en helt gammeldags penneven, et menneske at dele tankerne om livet med på skrift, uden nødvendigvis at kende hinanden i “den virkelige verden”.

Thomas var modig, formulerede sit ønske tydeligt og klart og lod det op til mig, om jeg ville gribe muligheden. Jeg greb den. Og vi havde meget på hjerte, så meget, at vi skrev sammen hele sommeren til gensidig glæde. Om livet, lykken, karrieren, kærligheden, alt det der rørte sig hos os hver især. Vi fik skabt et fortroligt, givende rum, som er sjældent forekommende nu om stunder, hvor det at skrive breve til hinanden efterhånden er en sjældenhed.

I dag er Thomas blevet til en rigtig ven i mit liv. Vi ses ikke så tit, men via alle de ord, vi har vekslet, er vi kommet til at kende hinanden særdeles godt. Forleden snakkede jeg med Thomas og spurgte ham, hvordan han egentlig fandt modet til at skrive til mig. Og han svarede: “Hvad var der at risikere?”, “Du ville højest kunne have sagt nej tak, men så var tingene jo blot status quo, men tænk på alt det, jeg fik ud af at turde spørge!”

Historien om mit pennevenskab med Thomas er siden blevet min favorit historie om mod. For hvad er vi i grunden så pokkers bange for, når vi vælger at holde os tilbage i livet?

Hvad nu hvis, der er mere at vinde end at tabe? Om blot vi tør…

Kærligst Charlotte

 

 

 

 

Jamen, det kan jeg da virkelig ikke!

Forestil dig, at du jonglerer: 3 bolde skal du holde oppe i luften på samme tid. Samtidig med, at du har travlt. På den ene bold står der “arbejde”, på den anden står der “familie” og på den tredie står der “mig”. Hvilken bold ville du tabe først? Eller med andre ord: “Hvad har du prioriteret højst?”

Jeg har endnu aldrig hørt nogle udtale, at de har sat sig selv højest… Og når jeg coacher mennesker, som er stressramt, slår det aldrig fejl. De prioriterer sig selv lavest. Du kan afprøve øvelsen på dig selv; tag tre stykker papir, hvorpå du skriver, arbejde, familie, mig selv. Og læg dem så i rækkefølge med det vigtigste øverst. Når jeg laver den øvelse med stressede, er det dem næsten umuligt at sætte sig selv højest, de udbryder: “Det kan jeg virkelig ikke!”

For det føles uvant og egoistisk. Men sandheden er en anden, for det er faktisk langt værre at køre sig selv så flad, at der ikke er overskud til noget. Du kender sikkert historien om iltmaskerne i flyveren. Stewardessen fortæller dig, at du altid skal tage din egen iltmaske på først, hvis kabinetrykket falder, inden du hjælper eventuelle børn. For hvis du ikke hjælper dig selv først, så er du ikke i stand til at hjælpe andre. Og dette er ikke en lovsang for navlepilleri, men simpelthen en reminder om, at livet helst skal balancere.

Jeg stødte på budskabet forleden, så fint formuleret i et nyhedsbrev fra min ældste datters efterskole, hvor i hendes utrolig engagerede lærer bragte dette citat;

“Man kan ikke – virkelig – omfavne et andet menneske uden i et eller andet omfang at omfavne (eller favne) – sig selv.” Dan Svarre

at favne et andet menneske

Så husk på at få tanket dig selv op, så du bevarer dit overskud og holder dig fri af stress.

Hvorfor bage boller, når målet er arbejde?

Forleden sad jeg og snakkede med en af de borgere, som jeg er mentor for. Hun er af anden etnisk herkomst og udfordret på mange livsområder, både fysisk og socialt.

Hendes søn havde undrende spurgt ind til, hvem jeg var, og hvordan jeg dog kunne hjælpe?!

Hun havde forsøgt at forklare det på bedste vis; at jeg var mentor og i første omgang skulle hjælpe hende ud af sengen og i gang med hverdagen og så på længere sigt tilbage i arbejde.

Men hvordan skal hun dog bære sig ad med det?! Havde sønnen spurgt.

Og det var et særdeles godt spørgsmål, og der bollebagningen kommer ind i spillet. For som mentor nyder jeg stor gavn af blandt andet at have en ergoterapeut faglig baggrund, hvor hverdagens aktiviteter er omdrejningspunktet. For du skal have styr på din hverdag, før du overhoved kan magte et arbejdsliv. De fundamentale aktiviteter i din hverdag, så som at komme ud af sengen, få taget et bad, tage tøj på, lave mad, gøre rent, købe ind, er nødt til at fungere.

Det lyder måske banalt for dem, der har et velfungerende liv. Men når man i årevis har været ramt af f.eks. smerter, angst eller depression er hverdagens aktiviteter absolut ikke en selvfølge. Og så er det her, vi starter.

Og her, hvor det giver mening at kalde mentorstøtte for en håndholdt indsats. For det kan kræve, at mentor bogstaveligt talt holder i hånden. Eller måske under armen. Når mentee skal ud af sengen og for første gang længe ud i solen og luften og gå en lille tur rundt om den nærmeste sø, for at høre fuglene synge igen og få lidt sol på næsen. Eller når mentor hjælper med at røre rundt i bolledejen, så mor kan få bagt boller og sende en duft af nybagt brød rundt i hele huset. Så sønnen undrende kommer ud af sit værelse og opdager, at mor rent faktisk er stået op, og han med glade øjne kan smøre en lun bolle.

Når livet på den måde, efterhånden, og med mange bittesmå skridt, begynder at give lidt mening igen, så kan vi nemmere skimte slutmålet om arbejde for toppen af trappestigen. Ikke før. For der skal findes en motivation og vises en vej. Og sommetider går den vej gennem duften og smagen af nybagte boller….

boller

 

 

 

Empati i mentorrollen

Empati betragtes som en vigtig egenskab at være i besiddelse af, når du indgår i relationer til andre mennesker og skal støtte dem på deres udviklingsvej.

Men hvad er empati egentlig, og hvordan skelner man mellem empati og sympati?

Empati handler om evnen til at:

  • Tage et andet menneskes perspektiv/sætte sig i et andet menneskes sted.
  • Undlade at dømme
  • Genkende følelser i andre mennesker og give dem ord.
  • Føle med mennesker også selv om det føles sårbart for dig selv, fordi du selv er nødt til at komme i kontakt med den svære følelse.

Ofte er det så svært at være med menneskers smerte, at man i stedet kommer til at udvise sympati. Man forsøger at gøre ting bedre, at fikse dem. Måske ligefrem at fremhæve, at det kunne være værre. I det mindste er der ikke sket det og det…

I virkeligheden er det vigtigste, du kan gøre, at rumme det andet menneske, at tilbyde din tilstedeværelse og skabe en forbindelse med nærvær. Også selvom, du heller ikke umiddelbart kan se en udvej.

Fra det rum vil der stille og roligt vise sig et lys i mørket, og du kan støtte det andet menneske i at tage små skridt op af det dybe hul.

Ovenstående er så fint illustreret i videoen nedenfor.

 

Hvad er du så pokkers bange for?

Kender du det, at du ønsker en forandring, men ikke har det fornødne mod til at tage det første skridt?

I så fald er du ikke alene. Jeg vil faktisk vove at påstå, at det er meget almindeligt at have det sådan.

Måske kender du så også til, at du endelig får taget dig sammen til en given handling, og bagefter spørger dig selv undrende: “Hvad var jeg egentlig så pokkers bange for?!”

Da jeg besluttede mig for at opstarte en virksomhed, der tilbyder mentorskab, besluttede jeg mig samtidig for, at jeg selv ville have en mentor. For uanset hvor meget du har beskæftiget dig med personlig udvikling, så vil du altid have blinde vinkler, som du ikke selv er i stand til at se, og du vil have et behov for sparring.

Først opsøgte jeg en person, jeg havde fået varmt anbefalet af en anden. Det viste sig slet ikke at være det rigtige. Faktisk kom jeg til at føle mig helt forkert i den persons selskab. Og det er jo lige netop det modsatte, man ønsker sig ved et mentorskab. Sammen med din mentor, skal du turde være dig selv. Her skal du opleve, at du får tilbudt  et nærværende og trygt rum, hvor du vil kunne vokse. Og kemien skal være på plads.

Derfor begyndte jeg at lede efter en anden mentor. Jeg fandt ham gennem mit netværk, men turde i første omgang ikke spørge, om han kunne tænke sig at blive min mentor. Så jeg måtte tage tilløb. Sådan har jeg det, når jeg mangler mod. Jeg skal gå rundt om mig selv, nogle gange i dagevis, andre gange endnu længere. Mens jeg lytter til min indre dialog, der debatterer. Tør jeg? Hvad hvis han siger nej? Hvad er det værste, der kan ske? Hvad vil jeg gå glip af, hvis jeg ikke spørger? Jeg forestiller mig, at jeg har en lille pæn engel og en lille modig djævel siddende på hver skulder. Indimellem tror jeg faktisk, at de sidder der og rækker tunge af hinanden.

I min verden er djævlen den lille modige, og som regel vinder hun, hvis det er vigtigt nok for mig. Derfor fik jeg også taget tilløb nok, til at jeg en dag turde vove springet, selv om jeg var bange.

Og ved du, hvad der skete? Han sagde: “Naturligvis, vil jeg det!” Og jeg fik den bedste mentor, jeg kunne tænke mig. Samtidig med, at jeg endnu engang blev mindet om, at mod ikke handler om fravær af frygt, men om at handle til trods for frygten…

Hvad er du pokkers bange for?

“Mod er at være skræmt til døde – og alligevel sadle op.”

John Wayne

engel, djævel

Ps.

Har du behov for at blive støttet til at handle?

Så kan du læse mere om mentorskab her

 

Mentor i beskæftigelsesindsatsen

I forbindelse med reformerne på beskæftigelsesområdet bliver der fra regeringens side peget på en optimering i brugen af mentorer.

Dette stiller krav til kommunerne om at kunne tilbyde støtte fra et kvalificeret mentorkorps, hvor fagligheden er i fokus.

Det er uhyre vigtigt, at mentor og jobcenter har samme mål med indsatsen, som altid må have fokus på, at borgerne skal tilbage til uddannelse eller job, i det omfang, det er muligt.

Mentors opgaver og fokus skal altid tilpasses individuelt for den enkelt borger. Opgaverne kan derfor spænde vidt, men kan f.eks. være;

  • at hjælpe borger med at få struktur på hverdagen
  • at hjælpe borger med at benytte offentlig transport
  • at hjælpe borger i dialog med praktiserende læge og andre fagpersoner
  • at understøtte borgers ressourcer og udvikling
  • at motivere borger mod at komme i job eller uddannelse
  • at understøtte livsstilsændringer
  • at hjælpe borger med at udvide sit netværk
  • at hjælpe borger med personlige udfordringer, herunder familiemæssige udfordringer, bolig eller økonomi

Dialogen mellem mentor og mentee skal altid være anerkendende og rummelig.

Kierkegaards vise ord om hjælpekunsten er brugbare og sande den dag i dag;

“At man, Naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.

Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden.

For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg kunne forstaa mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-forstaaen gjældende, saa er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse “

Hjælpekunst, Kierkegaard, mentor, mentorstøtte

 

Kierkegaard