Tilmeld dig nyhedsbrevet her og bliv løbende orienteret, når der sker noget nyt på området.

mentor

Livet skal ikke bare overstås!

Min mand smed oprevet en bon på køkkenbordet. “Se lige her!”, sagde han. “Jeg har ryddet op i bilens handskerum og se hvad jeg fandt!”

Det var en bon fra indkøb af græsfrø, og jeg forstod ikke helt hans ophidselse, indtil jeg så datoen, som var 10 år gammel. “Er det virkelig så længe siden, at du har ryddet op i bilen!?” udbrød jeg. Men nej, det var heller ikke pointen.

Min mand var chokeret over at opdage, at det ALLEREDE var 10 år siden, at vi havde sået nyt græs i haven, for det føltes som i går. “Tiden går jo med et fingerknips!”, sukkede han.

Og ja, han har ret. Græsset blev sået, da vi stadig havde mindre børn, som spillede fodbold. Den tid er forbi. Livet suser virkelig derudad.

Det mindede mig om et kort, som jeg skrev til min søster, da vi begge to var travlt optagede af at være småbørnsmødre til hver 3 børn.

På kortet stod: “Livet skal ikke bare overstås!”

Som en vigtig påmindelse om, at vi skulle huske at være tilstede, selv når vi ønskede, at børnene meget gerne måtte flytte hjemmefra.

Jeg skænkede min mand en kop kaffe og mindede ham om, hvor mange af vores drømme, der var gået i opfyldelse og skrev et nyt kort, Husk nu – Livet skal ikke bare overstås!

Er det tid til, at du stopper op et øjeblik og husker dig selv, at livet ikke bare skal overstås? At du bliver støttet i at opdage, hvad du længes efter inderst inde og får dine drømme omsat til handling, mens du endnu er her?

Så læs mere her.

Kærligst Charlotte

 

Må jeg give dig håb?

Jeg kan næsten ikke tøjle min begejstring for den metakognitive metode. Jeg har netop sendt en mentee ud af døren, som har været til sin anden session hos mig.

Hun er tilkendt fleksjob pga. depression, og hun har prøvet al verdens terapi, før hun startede her. Og nu sidder hun så i min sofa og fortæller, at hun for første gang i årevis føler håb, efter jeg har introduceret hende til metakognitiv terapi.

For hun havde brugt oceaner af tid på grublerier og havde grublet sig til en depression, hun indtil nu havde siddet fast i. Hun havde haft følelsen af slet ikke at kunne styre sine tanker og havde brugt de fleste af døgnets timer på at spekulere. Selv om natten havde tankerne forstyrret hendes søvn.

Derfor var det så vildt for hende at opleve, hvordan de øvelser hun havde fået med sig, allerede havde gjort en forandring. Hun havde fået oplevelsen af, at hun selv havde kontrol og var begyndt at opleve, at hun rent faktisk kunne lære at lade sine tanker være og fordybe sig i at leve livet igen.

I dag gennemgik vi flere øvelser, og hun fik lidt hjemmearbejde, blandt andet en lydøvelse, der skal træne hende i selv at vælge sit fokus. Forinden havde vi afprøvet øvelsen ved, at vi sammen satte os ud på altanen og skiftevis fokuserede på forskellige lyde fra naturen. Min mentee oplevede, at hun selv kunne vælge hvilke lyde, hun fokuserede på. På samme måde kan hun vælge, om hun giver sine tanker fokus eller de aktiviteter, hun i øvrigt er optaget af.

For tanker er som de små retter, der kører rundt på sushi-båndet, når du er ude og spise running sushi. Du kan selv aktivt vælge, hvilke af retterne, du griber ud efter, og hvilke du lader passere. 

Min mentee er ved at lære sig at lade tanker være og lade sit hoved få tiltrængt ro.

Måske har du, eller en du kender, brug for at lære det samme?

Du er velkommen til at ringe til mig på tlf. 21 43 51 34  eller skrive på info@mentorskab.dk for at høre mere om metoden.

Kærligst Charlotte

 

 

 

 

Jeg er rørt…

Jeg er rørt i dag.

Rørt over at være blevet givet muligheden for at støtte mennesker i at vokse, hjælpe dem til at afklæde sig den gamle, begrænsende ham og træde nye stier.

Rørt over at se mennesker fælde tårer, der gøder deres rodnet og lader dem forankre sig i livet.

Jeg er rørt over at kunne kalde mig mentor.

Rørt over at kunne byde ind med mig selv, som den jeg er, uden at forestille at være perfekt, men derimod stille mig til rådighed med hele mig og med min livserfaring. Være perfekt uperfekt.

Jeg er rørt over, at hver mentorsamtale også giver mig stof til eftertanke og mulighed for at vokse.

Jeg er rørt over den tillid, hvormed jeg mødes, som jeg tilstræber at møde kærligt og respektfuldt.

Jeg er rørt…

Tør du lufte dine sure tæer på facebook?

Forleden sad jeg hos en af mine mentees, som er hårdt ramt af angst. Hun fortalte mig, hvor svært det var at lade være med at sammenligne sig selv med andre og dømme sig selv som en fiasko. Særligt slemt kunne det være, når hun var på facebook og så andres updates om deres lykkelige liv. Hvor hun stadig oplevede, at kernefamilien, villaen, den sunde livsstil og den gode karriere var idealet i vores samfund.  Vi tog en snak om overflader og facader, om hvordan virkeligheden mon er for de fleste, inden bag glansbillederne. For jeg tror ikke, at ret mange af os mennesker kan sige os fri for at have en del med os i bagagen. Men stadig kan det være sårbart for os at være ærlige og fremstille vores liv, med alt hvad det indeholder. Ironisk nok, for det er mit indtryk, at vi trives allerbedst i relationer, hvor vi tør vove at være os selv. Der hvor vi kan tillade os at sidde med sure tæer og alligevel have benene oppe i hinandens skød, mens vi hviler vores sind i en god og ærlig dialog.

Når jeg fungerer som mentor i mødet med mennesker, hvor livet er svært, er jeg ikke længere så bange for at sætte mig selv i spil. Bruge min egen livserfaring og dele ud af den. For det kan vitterligt hjælpe at høre, at andre heller ikke er gået glat gennem tilværelsen, men har haft sine kampe. At blive lyttet til og rummet af et menneske, der siger, at sådan kan man godt have det, og det faktisk er helt i orden at føle sådan. For livet er immervæk sjældent uden forhindringer, men accepterer man, at livet snarere er en forunderlig rejse gennem bakket terræn, lader det sig også nemmere gøre at trække vejret dybt ind og nyde rejsen undervejs. Og så tror jeg, vi alle sammen kunne blive endnu bedre til at dele, når livet er svært, sige det højt, lette vores hjerter, snakke om det med hinanden og måske ligefrem grine lidt af livets fortrædeligheder.

Så her har du et billede af mine sure, trætte fødder med ugleplaster på.

IMG_0592

 

Sådan kan du vække borgerens motivation

Som mentor i beskæftigelsesindsatsen er dit primære fokus at motivere og støtte borgeren til at opnå eller fastholde tilknytning til arbejdsmarkedet.

Men hvordan gør du det? Hvordan arbejder du helt konkret med at motivere borgeren til at tage ansvar for sit eget liv og for sin egen udvikling?

Borgeren har ofte været uden for arbejdsmarkedet i årevis, har komplekse problemstillinger og kan slet ikke selv få øje på vejen tilbage til beskæftigelse.

Den frustration, du møder hos borgeren, kommer hyppigt til udtryk i udsagn som disse:

“Jeg føler mig som en kastebold i systemet”

“Jeg har ingen motivation tilbage og ønsker kun, at de lader mig være i fred”

“Jeg føler mig presset og kan ikke se meningen med det hele”

“Jeg kan slet ikke se, at jeg på nogen måde kan være til gavn for en arbejdsgiver igen”

“Jeg har ingen energi tilbage og orker bare ikke mere”

Indsatsen er naturligvis altid individuel og beror på en vurdering af den enkelte borgers behov, men ét af de værktøjer, som jeg har oplevet, giver den største motivation og skaber den største forandring er Goal Mapping.

Goal Mapping er et helt unikt målsætningsværktøj, som er udarbejdet af den britiske foredragsholder og forfatter Bryan Mayne.

Hele tanken bag værktøjet er, at borgeren får sat både sin højre og venstre hjernehalvdel i spil, og på den måde undgår at sætte begrænsninger op for sig selv. Det sker nemlig ved mange andre værktøjer, hvor den rationelle venstre hjernehalvdel lynhurtigt fortæller, hvad der ikke kan lade sig gøre. Men i Goal Mapping inddrages den højre, kreative del af hjernen og der skabes direkte adgang til de ubevidste drømme og mål.

Og hvorfor virker Goal Mapping så godt med netop denne målgruppe af borgere?

Det er min erfaring at;

  • Borgerne får kontakt til deres inderste motivation og drivkraft, som de har mistet undervejs.
  • De bliver bevidste om deres dybeste værdier, og hvad de ønsker sig i livet.
  • De bliver klar over, at der skal handling til at nå deres mål, og vel og mærket en handling, som de selv har hovedansvaret for.
  • De afklarer, hvem der kan støtte dem undervejs.
  • Vejen frem bliver synlig og specifik og aftalt skridt for skridt. På den måde føles det langt mere overkommeligt at nå målene.

Jeg har spurgt en af af de borgere, som jeg er mentor for, hvad hun fik ud af at lave et Goal Map:

“Det har været suverænt godt og givet meget indhold, både at tegne og sætte ord ned på papir. Det har hjulpet mig til at få glæde ind i mit liv igen”

Og kræver Goal Mapping så nogle særlige forudsætninger? Nej, det gør det ikke. Jeg har lavet Goal Mapping, såvel med børn som med meget ressourcesvage borgere. Støtten kan tilpasses efter behov, men jeg har aldrig oplevet, at det ikke kunne lade sig gøre.

Forleden sad jeg med en borger, hvor vi kunne se, at hun var nået samtlige af sine mål. Hun strålede af glæde og spurgte, om det var ved at være tid at lave et nyt.

 

 

goal map

Men, hvad nu hvis?!!

Jeg har en datter, som er verdensmester i bekymringer. Jeg forudser hende en stor karriere i forsikringsbranchen, for hun er eminent til at forudse, hvad der potentielt kan gå galt…

“Men mor, hvad nu hvis…?” I første omgang plejer hendes tøjelefant Haffelaffe at svare, for han kan slippe afsted med det meste…”Hvad nu hvis, min røv er spids” danser han rundt og pjatter. Og som regel kommer vi til at grine, og bekymringerne forsvinder.

Og når det ikke er nok, tager vi fat én bekymring af gangen og rydder dem af vejen, så godt vi nu kan. Vi ser på det allerværst tænkelige, og så minimerer vi de risici, som vi kan og allierer os med støtte og holden i hånd, hvis det er påkrævet.

Og sørme så, om det ikke de allerfleste gange kommer til at gå, faktisk hovedsageligt godt…

Jeg tænker ofte på Haffelaffe, når jeg har samtaler med folk som coach og mentor. For den begrænsning jeg oftest hører folk sige er: “Men Charlotte, hvad nu hvis…?”

Hvad nu hvis….det ikke går, jeg ikke kan, jeg ikke har modet, jeg ikke kan finde ud af det??

Og nej, jeg ikke hiver ikke den lilla Haffelaffe op af tasken, men anvender i øvrigt stort set samme metode som med min datter.

Vi ser på bekymringerne, én af gangen, vi minimerer risici og indgyder mod og troen på sig selv. Og finder ud af, hvem der kan hjælpe undervejs mod målene.

For “hvad nu hvis” monstret skal ikke have lov at slå drømme ihjel, hvad end de handler om. Det er livet for kort til.

Så næste gang du støder på et “Hvad nu hvis…”, så lov mig du møder det med et “Hvad nu hvis, det går godt?!”

Kærligst Charlotte Haffelaffe

Ps. Har du tjekket Tigerspring, et anderledes udviklingsforløb for folk med iværksætter drømme, hvor vi for alvor slår benene væk under “Hvad nu hvis” monstret og holder dig i hånden undervejs.

 

Vil du dø med minder eller drømme?

1520656_1610560129157921_1076362623968664472_nHar du en følelse af, at livet bare går, uden du har opnået det, du egentlig drømte om?

Føles livet indimellem tomt og op af bakke?

Er du i tvivl om, hvad du virkelig vil?

Vil du gerne støttes i at tage handling på dine inderste, måske endnu ubevidste drømme?

Har du brug for et kærligt skub og for at finde din indre motivation og drivkraft?

Så er Goal Mapping sikkert noget for dig.

Modsat traditionelt målsætningsarbejde bliver du gennem Goal Mapping afklaret med dine inderste drømme og mål og får lavet en plan for handling. Du når med andre ord ind til kernen af, hvad du ubevidst går og drømmer om og længes efter. Og gang på gang har jeg set folk blive utrolig overraskede over resultatet.

Siden jeg lavede mit første Goal Map, er det gået stærkt. Det har været som om, der har været banet en vej, belagt med mod og handlekraft. Jeg har simpelthen ikke kunnet lade være med at handle på mine mål.

De deltagere, der tidligere har deltaget på min Goal Mapping workshop, siger det faktisk så fint;

“Det var en overraskelse og en opvågning! Jeg forstår nu bedre, hvad der er vigtigt for mig at prioritere lige nu. Forhåbentligt hjælper mine handlinger mig “step for step” til at gøre det mindre “farligt” og mere håndgribeligt”

“Det der før var svært og håbløst fremstår pludseligt mere simpelt og overskueligt. Man får troen på, at det kan lade sig gøre. De evindelige livsissues bliver mere håndgribelige”

“Mit udbytte af dagen med Goal Mapping har været fokus, kreativitet og ro på den kerneproblemstilling, der har optaget mig en årrække”

“Jeg er meget struktureret, god til at lave lister, planer og målsætninger, og på de fleste ting, går det også efter planen. Så egentlig forventede jeg mig ikke så meget andet af Goal mapping, end at jeg skulle have lavet en ny plan – MEN jeg blev noget overrasket. Da jeg tillod mig at give slip og lade mig guide igennem processen uden at have et forhånds bestemt mål, endte det med at det var noget helt andet der virkelig var vigtigt for mig, og som jeg skulle arbejde videre med.  Jeg er overbevist om at jeg har fundet ind til kernen af mine drømme, og kan allerede nu se, at tingene begynder at manifestere sig, og at jeg blot behøver at mærke efter og følge den vej der viser sig. Charlotte guider dig kærligt igennem, og holder dig på sporet med opmuntrende vejledning, så du går derfra med en hel ny indsigt og en følelse af at være blevet bevist på et nyt plan.”

Kunne du også tænke dig at blive afklaret med dine inderste drømme og rent faktisk få omsat dem til handling?

Dit udbytte;

checkDu vil blive bevidst om dine ubevidste drømme og længsler

checkDu vil opnå en motivation, som udspringer fra dine dybeste værdier, og dermed vil få dig til at handle

checkDu vil blive knivskarp på, hvornår du vil nå dit mål

checkDu vil opleve en stor glæde i dit liv ved at tage handling på dine drømme

checkDu vil blive klar over nøjagtig hvilke handlinger, der skal til for at nå i mål

checkDu vil finde ud af, hvem der skal støtte dig undervejs

checkDu vil få dit helt eget unikke goal map med dig hjem

Klar til at tage handling på dine drømme?

Jeg afholder både individuelle sessioner og workshops.

Næste workshop afholdes den 9. oktober 2015 fra kl. 12-15 i Gundsølille ved Roskilde.

Pris: 795,00

Pris til de hurtige ved køb inden den 20.9. 2015

Pris: 475,-

Beløbet overføres, når du har fået bekræftet din tilmelding, enten via mobilpay på tlf. 21 43 51 34 eller bankoverførsel: Reg.nr.: 2275 Kontonr.: 4388259596.

Da jeg ønsker, at Goal Mapping skal foregå i trygge rammer med en god stemning og med plads til at hjælpe alle, er der kun 7 pladser.  Så skynd dig at skrive til mig på: info@mentorskab.dk eller send en sms på 21 43 51 34 og reserver din plads.

Det skal understreges, at selv om Goal Mapping foregår som workshop, kan det sagtens være en fortrolig og privat proces, som man ikke behøver indvie de andre deltagere i.

Hvis du alligevel foretrækker en individuel session, så er der 4 ledige tider:

Den 24. 9 kl. 9 og 13 eller den 2.10 kl. 9 eller 13

Pris 795,-

Så hvis du også foretrækker at dø med minder og ikke med drømme, er det her en god mulighed for at få taget handling…

Jeg er da også et stort kvaj!

Det sker for mig gang på gang, faktisk slår det sjældent fejl. Altså medmindre jeg ligefrem går baglæns og bider mærke i hvert eneste kendetegn.

Jeg. farer.vild. Jeg gør det konsekvent på store offentlige toiletter. Ja, grin du bare, men alle dørene ligner jo hinanden, og når man ikke kan huske, hvilken man kom ind af, så er det faktisk svært at finde ud. Og af og til kan det faktisk betyde, at man kommer til at gå ind på herretoilettet. Tro mig, det er pinligt. Min manglende stedsans er en kilde til irritation, som heldigvis har fået bedre vilkår, efter gps’en er opfundet. Den kan bare være pokkers længe om at opfange signalerne, ikke?

Nå, men er der en pointe med at fortælle dig dette? Ja og det handler ikke om min elendige stedsans, det handler om, hvad jeg siger til mig selv. For det er ikke pænt. Jeg ville aldrig fortælle min bedste veninde, at hun var et stort kvaj, fordi hun ingen stedsans havde. Og det gør det ikke bedre, at jeg står og taler mig selv ned. Tværtimod. Det hjælper langt mere, når jeg kan sige PYT og grine lidt af mig selv. Og tænke, at det jo sikkert bare skyldes, at mit hoved er fyldt op af tanker, og ikke at jeg er helt tanketom… For så kan jeg huske mine strategier og gå baglæns ind på toilettet, bide mærke i visuelle kendetegn og den slags.

Og jeg kan fortælle historien med selvironi til mine mentees som et eksempel på vigtigheden af at tale blidt til sig selv og måske tilføje lidt latter. For hold da op, hvor hører jeg ofte folk tale sig selv og situationer ned. Et sprogbrug både indre og ydre, der handler om hvor håbløst alting er, hvordan livet er en kamp, og alting er op af bakke. Og hvor dialogen på ingen måde er støttende og opbyggelig i forhold til at finde vejen frem.

Så langt hellere sige; Jeg har ikke lært det….endnu…Jeg gør mit bedste….Så kan jeg så meget andet…Jeg tager et skridt af gangen…PYT med det

Så nej, jeg er ikke et STORT kvaj, muligvis liiidt distræt. Og næste gang der lyder en desperat kalden fra et offentligt toilet, så hjælp mig venligst ud.

“At fare vild er en måde at lære at finde vej på”

toiletsymbol

Hvorfor bage boller, når målet er arbejde?

Forleden sad jeg og snakkede med en af de borgere, som jeg er mentor for. Hun er af anden etnisk herkomst og udfordret på mange livsområder, både fysisk og socialt.

Hendes søn havde undrende spurgt ind til, hvem jeg var, og hvordan jeg dog kunne hjælpe?!

Hun havde forsøgt at forklare det på bedste vis; at jeg var mentor og i første omgang skulle hjælpe hende ud af sengen og i gang med hverdagen og så på længere sigt tilbage i arbejde.

Men hvordan skal hun dog bære sig ad med det?! Havde sønnen spurgt.

Og det var et særdeles godt spørgsmål, og der bollebagningen kommer ind i spillet. For som mentor nyder jeg stor gavn af blandt andet at have en ergoterapeut faglig baggrund, hvor hverdagens aktiviteter er omdrejningspunktet. For du skal have styr på din hverdag, før du overhoved kan magte et arbejdsliv. De fundamentale aktiviteter i din hverdag, så som at komme ud af sengen, få taget et bad, tage tøj på, lave mad, gøre rent, købe ind, er nødt til at fungere.

Det lyder måske banalt for dem, der har et velfungerende liv. Men når man i årevis har været ramt af f.eks. smerter, angst eller depression er hverdagens aktiviteter absolut ikke en selvfølge. Og så er det her, vi starter.

Og her, hvor det giver mening at kalde mentorstøtte for en håndholdt indsats. For det kan kræve, at mentor bogstaveligt talt holder i hånden. Eller måske under armen. Når mentee skal ud af sengen og for første gang længe ud i solen og luften og gå en lille tur rundt om den nærmeste sø, for at høre fuglene synge igen og få lidt sol på næsen. Eller når mentor hjælper med at røre rundt i bolledejen, så mor kan få bagt boller og sende en duft af nybagt brød rundt i hele huset. Så sønnen undrende kommer ud af sit værelse og opdager, at mor rent faktisk er stået op, og han med glade øjne kan smøre en lun bolle.

Når livet på den måde, efterhånden, og med mange bittesmå skridt, begynder at give lidt mening igen, så kan vi nemmere skimte slutmålet om arbejde for toppen af trappestigen. Ikke før. For der skal findes en motivation og vises en vej. Og sommetider går den vej gennem duften og smagen af nybagte boller….

boller

 

 

 

Empati i mentorrollen

Empati betragtes som en vigtig egenskab at være i besiddelse af, når du indgår i relationer til andre mennesker og skal støtte dem på deres udviklingsvej.

Men hvad er empati egentlig, og hvordan skelner man mellem empati og sympati?

Empati handler om evnen til at:

  • Tage et andet menneskes perspektiv/sætte sig i et andet menneskes sted.
  • Undlade at dømme
  • Genkende følelser i andre mennesker og give dem ord.
  • Føle med mennesker også selv om det føles sårbart for dig selv, fordi du selv er nødt til at komme i kontakt med den svære følelse.

Ofte er det så svært at være med menneskers smerte, at man i stedet kommer til at udvise sympati. Man forsøger at gøre ting bedre, at fikse dem. Måske ligefrem at fremhæve, at det kunne være værre. I det mindste er der ikke sket det og det…

I virkeligheden er det vigtigste, du kan gøre, at rumme det andet menneske, at tilbyde din tilstedeværelse og skabe en forbindelse med nærvær. Også selvom, du heller ikke umiddelbart kan se en udvej.

Fra det rum vil der stille og roligt vise sig et lys i mørket, og du kan støtte det andet menneske i at tage små skridt op af det dybe hul.

Ovenstående er så fint illustreret i videoen nedenfor.

 

1 2