Tilmeld dig nyhedsbrevet her og bliv løbende orienteret, når der sker noget nyt på området.

frygt

Derfor skal du sige F*ck!

Vi stod der to nydelige, voksne kvinder ved indgangen til havelågen. Min mentee og jeg. Hun var godt udfordret ved tanken om det forestående møde på praktikstedet. “Fuck!”, udbrød hun højt og tog en dyb indånding, hvorefter hun åbnede lågen.

“Det er det allerbedste, du har lært mig”, sagde hun grinende, mens vi målrettet gik nærmere.

Med til historien hører, at min mentee har været sygemeldt i årevis grundet stress og depression, og vi inden dette møde havde arbejdet et par måneder med den metakognitive metode. Hun har lært at kontrollere tankeprocesser og har reduceret den tid, som hun brugte på bekymringer og grublerier. Men mindst ligeså afgørende har hun lært sig selv at handle trods ubehag. Det står nu printet ind i hende – at først og fremmest skal du handle! 

Forstået på den måde, at det altid er vigtigt at handle på dine problemer, hvor det er muligt, fremfor at gruble og bekymre dig. Og der er det sommetider virkeligt brugbart med et ordentligt kraftudtryk! Ja, jeg mærker adrenalin og sommerfugle i hele kroppen. Ja, jeg er bange, men det er ok, det er ikke farligt, og FUCK det, jeg gør det alligevel!

Her til morgen har hun lige skrevet til mig, at hun er så klar til næste skridt.

Vil du også lære en effektiv metode til at genvinde kontrollen over dine tankeprocesser, reducere stress og bruge kraftfulde udtryk?

Så kan du her i februar booke en times introduktion til kun 675,- kroner.

NB! Der er begrænsede timer til rådighed, og det er “først til mølle”.

Du kan bestille tid med det samme ved at sende mig en sms på 21 43 51 34 med teksten “introtime” efterfulgt af dit navn. Jeg glæder mig til at møde dig.

Kærligst Charlotte

 

Hvad æsler har med tanketoge at gøre…

Vi var på vej ind på Dyreskuepladsen, min datter, hendes kusine og jeg. Vi havde lovet at hjælpe til med at trække æsler. Kusinen var ikke helt tryg ved situationen, som vi nærmede os pladsen: “Hvad nu hvis jeg ikke kan styre æslet?!, Hvad nu hvis det stikker af?!, Hvad nu hvis barnet falder af?!”. Min datter svarede: “Stig nu ikke på tanketoget!”. “Hvad betyder det?”, spurgte kusinen. “Min mor er i gang med en ny uddannelse”, grinede min datter. Og så måtte jeg jo forklare.

Forestil dig, at du står på en travl togstation. På perronen kommer der mange forskellige toge kørende. Togene repræsenterer dine tanker. De fleste tanker betyder ikke det store for os, de er blot nogle af de 30-70.000 tanker, som hjernen producerer helt automatisk hver dag. A la, hvad skal jeg lave til aftensmad? Men der er også tanker, som betyder mere, såkaldte “triggertanker”, de kan være både positive og negative.

En triggertanke er din allerførste tanke i en given situation, som sætter en hel tankerække i gang. Hvis det er en gruble eller bekymringstanke, svarer det til et lokomotiv, der får koblet flere og flere tunge vogne bag sig og på den måde får svært ved at trække. Heldigvis kan vi lære at opdage vores triggertanker og tage et aktivt valg om at blive stående på perronen og lade toget køre, uden vi hopper ombord. Simpelthen at lade tanken fare uden at give den mere opmærksomhed og koble flere tunge vogne på.

Min datter havde opdaget, at kusinen var i gang med at stige på tanketoget og endda ved at koble vogne på, men i stedet lykkedes det hende at hoppe af igen. Og resultatet? 12.000 skridt som en glad æseltrækker med glade børn. Og ingen løbske æsler.

Kærligst Charlotte

 

Vidste du, at du både er sjov og sød?

Min yngste datters klasse er blevet slået sammen med parallelklassen og i den forbindelse havde de i sidste uge en coach ude for at lave en “ryste-sammen-dag”. Min datter var mest af alt lettet over, at de ikke havde fundet på at hyre mig, for det havde godt nok været pinligt! Derudover er hun, som teenagere er flest, moderat meddelsom. Derfor blev jeg positivt overrasket, da hun hev en seddel op af sin taske og spurgte, om jeg alligevel ville høre lidt om, hvad de havde lavet?

Det var en seddel fyldt med anerkendende ord, som hendes klassekammerater havde skrevet om hende. De var hver især blevet udstyret med en seddel på ryggen og havde så fået til opgave at skrive positive værdier om hinanden. Og jeg kunne se, at mange var enige om, at hun var både sød og sjov. Straks foreslog jeg, at vi hængte den op. Men hun rystede på hovedet: “Næh mor, for du har selv sagt, at jeg ikke skal tage mig så meget af andre menneskers opfattelse af mig!”

Der fik hun mig, for ja, det har jeg sagt. Måske ikke heelt på den måde. Mit budskab var snarere, at man ikke skal tillægge andres menneskers vurdering en hæmmende værdi. For vi lader os alt for ofte holde tilbage af vores egne tanker om, hvad andre mennesker mon måtte tænke om os. Og her har jeg rigtigt nok forklaret min datter, at sandheden snarere er, at andre mennesker højst sandsynlig ikke bruger så meget energi på at vurdere os, de har nok i deres eget liv og egne spekulationer. Og hvad så i øvrigt, hvis de skulle mene noget om os, det ville være synd og skam, hvis det holdt os tilbage for at gøre eller sige noget, som havde betydning for os. Men kender jeg til det? Åh jo, den indre kritiker er skam også på spil hos mig. Hver gang jeg gør noget nyt og grænseoverskridende for eksempel. I går da jeg delte min nye webside og blog på facebook, larmede hun vildt i mine ører og skreg op om, hvorvidt siden nu var god nok til at dele endnu.

Jeg har dog lært at være mere ligeglad efterhånden, lytte til kritikeren og sige “Ja, ja, det er meget muligt, at du larmer op, men jeg gør det alligevel, for jeg gider ikke længere at holde mig tilbage af frygt for andres mening! Jeg ønsker at bidrage, basta!” Når jeg snakker med mine mentees om dette emne, kan jeg bede dem om at lave et mentalt billede af at sætte “kritiker-monsteret”  på plads ovre i sofaen”

Derfor skulle jeg nok blot glæde mig over min datters manglende behov for at hænge sedlen op på spejlet og fryde mig over, at hun åbenbart selv kender til sit værd. Eller måske skulle jeg snarere fortælle hende om vigtigheden af at kunne tage imod anerkendelse…Smiler, tja noget siger mig, at hun helt af sig selv er ved at finde jorden under sine fødder.

Mod

Men, hvad nu hvis?!!

Jeg har en datter, som er verdensmester i bekymringer. Jeg forudser hende en stor karriere i forsikringsbranchen, for hun er eminent til at forudse, hvad der potentielt kan gå galt…

“Men mor, hvad nu hvis…?” I første omgang plejer hendes tøjelefant Haffelaffe at svare, for han kan slippe afsted med det meste…”Hvad nu hvis, min røv er spids” danser han rundt og pjatter. Og som regel kommer vi til at grine, og bekymringerne forsvinder.

Og når det ikke er nok, tager vi fat én bekymring af gangen og rydder dem af vejen, så godt vi nu kan. Vi ser på det allerværst tænkelige, og så minimerer vi de risici, som vi kan og allierer os med støtte og holden i hånd, hvis det er påkrævet.

Og sørme så, om det ikke de allerfleste gange kommer til at gå, faktisk hovedsageligt godt…

Jeg tænker ofte på Haffelaffe, når jeg har samtaler med folk som coach og mentor. For den begrænsning jeg oftest hører folk sige er: “Men Charlotte, hvad nu hvis…?”

Hvad nu hvis….det ikke går, jeg ikke kan, jeg ikke har modet, jeg ikke kan finde ud af det??

Og nej, jeg ikke hiver ikke den lilla Haffelaffe op af tasken, men anvender i øvrigt stort set samme metode som med min datter.

Vi ser på bekymringerne, én af gangen, vi minimerer risici og indgyder mod og troen på sig selv. Og finder ud af, hvem der kan hjælpe undervejs mod målene.

For “hvad nu hvis” monstret skal ikke have lov at slå drømme ihjel, hvad end de handler om. Det er livet for kort til.

Så næste gang du støder på et “Hvad nu hvis…”, så lov mig du møder det med et “Hvad nu hvis, det går godt?!”

Kærligst Charlotte Haffelaffe

Ps. Har du tjekket Tigerspring, et anderledes udviklingsforløb for folk med iværksætter drømme, hvor vi for alvor slår benene væk under “Hvad nu hvis” monstret og holder dig i hånden undervejs.

 

Hvad er du så pokkers bange for?

Kender du det, at du ønsker en forandring, men ikke har det fornødne mod til at tage det første skridt?

I så fald er du ikke alene. Jeg vil faktisk vove at påstå, at det er meget almindeligt at have det sådan.

Måske kender du så også til, at du endelig får taget dig sammen til en given handling, og bagefter spørger dig selv undrende: “Hvad var jeg egentlig så pokkers bange for?!”

Da jeg besluttede mig for at opstarte en virksomhed, der tilbyder mentorskab, besluttede jeg mig samtidig for, at jeg selv ville have en mentor. For uanset hvor meget du har beskæftiget dig med personlig udvikling, så vil du altid have blinde vinkler, som du ikke selv er i stand til at se, og du vil have et behov for sparring.

Først opsøgte jeg en person, jeg havde fået varmt anbefalet af en anden. Det viste sig slet ikke at være det rigtige. Faktisk kom jeg til at føle mig helt forkert i den persons selskab. Og det er jo lige netop det modsatte, man ønsker sig ved et mentorskab. Sammen med din mentor, skal du turde være dig selv. Her skal du opleve, at du får tilbudt  et nærværende og trygt rum, hvor du vil kunne vokse. Og kemien skal være på plads.

Derfor begyndte jeg at lede efter en anden mentor. Jeg fandt ham gennem mit netværk, men turde i første omgang ikke spørge, om han kunne tænke sig at blive min mentor. Så jeg måtte tage tilløb. Sådan har jeg det, når jeg mangler mod. Jeg skal gå rundt om mig selv, nogle gange i dagevis, andre gange endnu længere. Mens jeg lytter til min indre dialog, der debatterer. Tør jeg? Hvad hvis han siger nej? Hvad er det værste, der kan ske? Hvad vil jeg gå glip af, hvis jeg ikke spørger? Jeg forestiller mig, at jeg har en lille pæn engel og en lille modig djævel siddende på hver skulder. Indimellem tror jeg faktisk, at de sidder der og rækker tunge af hinanden.

I min verden er djævlen den lille modige, og som regel vinder hun, hvis det er vigtigt nok for mig. Derfor fik jeg også taget tilløb nok, til at jeg en dag turde vove springet, selv om jeg var bange.

Og ved du, hvad der skete? Han sagde: “Naturligvis, vil jeg det!” Og jeg fik den bedste mentor, jeg kunne tænke mig. Samtidig med, at jeg endnu engang blev mindet om, at mod ikke handler om fravær af frygt, men om at handle til trods for frygten…

Hvad er du pokkers bange for?

“Mod er at være skræmt til døde – og alligevel sadle op.”

John Wayne

engel, djævel

Ps.

Har du behov for at blive støttet til at handle?

Så kan du læse mere om mentorskab her