Tilmeld dig nyhedsbrevet her og bliv løbende orienteret, når der sker noget nyt på området.

Jeg er da også et stort kvaj!

Det sker for mig gang på gang, faktisk slår det sjældent fejl. Altså medmindre jeg ligefrem går baglæns og bider mærke i hvert eneste kendetegn.

Jeg. farer.vild. Jeg gør det konsekvent på store offentlige toiletter. Ja, grin du bare, men alle dørene ligner jo hinanden, og når man ikke kan huske, hvilken man kom ind af, så er det faktisk svært at finde ud. Og af og til kan det faktisk betyde, at man kommer til at gå ind på herretoilettet. Tro mig, det er pinligt. Min manglende stedsans er en kilde til irritation, som heldigvis har fået bedre vilkår, efter gps’en er opfundet. Den kan bare være pokkers længe om at opfange signalerne, ikke?

Nå, men er der en pointe med at fortælle dig dette? Ja og det handler ikke om min elendige stedsans, det handler om, hvad jeg siger til mig selv. For det er ikke pænt. Jeg ville aldrig fortælle min bedste veninde, at hun var et stort kvaj, fordi hun ingen stedsans havde. Og det gør det ikke bedre, at jeg står og taler mig selv ned. Tværtimod. Det hjælper langt mere, når jeg kan sige PYT og grine lidt af mig selv. Og tænke, at det jo sikkert bare skyldes, at mit hoved er fyldt op af tanker, og ikke at jeg er helt tanketom… For så kan jeg huske mine strategier og gå baglæns ind på toilettet, bide mærke i visuelle kendetegn og den slags.

Og jeg kan fortælle historien med selvironi til mine mentees som et eksempel på vigtigheden af at tale blidt til sig selv og måske tilføje lidt latter. For hold da op, hvor hører jeg ofte folk tale sig selv og situationer ned. Et sprogbrug både indre og ydre, der handler om hvor håbløst alting er, hvordan livet er en kamp, og alting er op af bakke. Og hvor dialogen på ingen måde er støttende og opbyggelig i forhold til at finde vejen frem.

Så langt hellere sige; Jeg har ikke lært det….endnu…Jeg gør mit bedste….Så kan jeg så meget andet…Jeg tager et skridt af gangen…PYT med det

Så nej, jeg er ikke et STORT kvaj, muligvis liiidt distræt. Og næste gang der lyder en desperat kalden fra et offentligt toilet, så hjælp mig venligst ud.

“At fare vild er en måde at lære at finde vej på”

toiletsymbol

Hvorfor bage boller, når målet er arbejde?

Forleden sad jeg og snakkede med en af de borgere, som jeg er mentor for. Hun er af anden etnisk herkomst og udfordret på mange livsområder, både fysisk og socialt.

Hendes søn havde undrende spurgt ind til, hvem jeg var, og hvordan jeg dog kunne hjælpe?!

Hun havde forsøgt at forklare det på bedste vis; at jeg var mentor og i første omgang skulle hjælpe hende ud af sengen og i gang med hverdagen og så på længere sigt tilbage i arbejde.

Men hvordan skal hun dog bære sig ad med det?! Havde sønnen spurgt.

Og det var et særdeles godt spørgsmål, og der bollebagningen kommer ind i spillet. For som mentor nyder jeg stor gavn af blandt andet at have en ergoterapeut faglig baggrund, hvor hverdagens aktiviteter er omdrejningspunktet. For du skal have styr på din hverdag, før du overhoved kan magte et arbejdsliv. De fundamentale aktiviteter i din hverdag, så som at komme ud af sengen, få taget et bad, tage tøj på, lave mad, gøre rent, købe ind, er nødt til at fungere.

Det lyder måske banalt for dem, der har et velfungerende liv. Men når man i årevis har været ramt af f.eks. smerter, angst eller depression er hverdagens aktiviteter absolut ikke en selvfølge. Og så er det her, vi starter.

Og her, hvor det giver mening at kalde mentorstøtte for en håndholdt indsats. For det kan kræve, at mentor bogstaveligt talt holder i hånden. Eller måske under armen. Når mentee skal ud af sengen og for første gang længe ud i solen og luften og gå en lille tur rundt om den nærmeste sø, for at høre fuglene synge igen og få lidt sol på næsen. Eller når mentor hjælper med at røre rundt i bolledejen, så mor kan få bagt boller og sende en duft af nybagt brød rundt i hele huset. Så sønnen undrende kommer ud af sit værelse og opdager, at mor rent faktisk er stået op, og han med glade øjne kan smøre en lun bolle.

Når livet på den måde, efterhånden, og med mange bittesmå skridt, begynder at give lidt mening igen, så kan vi nemmere skimte slutmålet om arbejde for toppen af trappestigen. Ikke før. For der skal findes en motivation og vises en vej. Og sommetider går den vej gennem duften og smagen af nybagte boller….

boller

 

 

 

Empati i mentorrollen

Empati betragtes som en vigtig egenskab at være i besiddelse af, når du indgår i relationer til andre mennesker og skal støtte dem på deres udviklingsvej.

Men hvad er empati egentlig, og hvordan skelner man mellem empati og sympati?

Empati handler om evnen til at:

  • Tage et andet menneskes perspektiv/sætte sig i et andet menneskes sted.
  • Undlade at dømme
  • Genkende følelser i andre mennesker og give dem ord.
  • Føle med mennesker også selv om det føles sårbart for dig selv, fordi du selv er nødt til at komme i kontakt med den svære følelse.

Ofte er det så svært at være med menneskers smerte, at man i stedet kommer til at udvise sympati. Man forsøger at gøre ting bedre, at fikse dem. Måske ligefrem at fremhæve, at det kunne være værre. I det mindste er der ikke sket det og det…

I virkeligheden er det vigtigste, du kan gøre, at rumme det andet menneske, at tilbyde din tilstedeværelse og skabe en forbindelse med nærvær. Også selvom, du heller ikke umiddelbart kan se en udvej.

Fra det rum vil der stille og roligt vise sig et lys i mørket, og du kan støtte det andet menneske i at tage små skridt op af det dybe hul.

Ovenstående er så fint illustreret i videoen nedenfor.

 

Hvad er du så pokkers bange for?

Kender du det, at du ønsker en forandring, men ikke har det fornødne mod til at tage det første skridt?

I så fald er du ikke alene. Jeg vil faktisk vove at påstå, at det er meget almindeligt at have det sådan.

Måske kender du så også til, at du endelig får taget dig sammen til en given handling, og bagefter spørger dig selv undrende: “Hvad var jeg egentlig så pokkers bange for?!”

Da jeg besluttede mig for at opstarte en virksomhed, der tilbyder mentorskab, besluttede jeg mig samtidig for, at jeg selv ville have en mentor. For uanset hvor meget du har beskæftiget dig med personlig udvikling, så vil du altid have blinde vinkler, som du ikke selv er i stand til at se, og du vil have et behov for sparring.

Først opsøgte jeg en person, jeg havde fået varmt anbefalet af en anden. Det viste sig slet ikke at være det rigtige. Faktisk kom jeg til at føle mig helt forkert i den persons selskab. Og det er jo lige netop det modsatte, man ønsker sig ved et mentorskab. Sammen med din mentor, skal du turde være dig selv. Her skal du opleve, at du får tilbudt  et nærværende og trygt rum, hvor du vil kunne vokse. Og kemien skal være på plads.

Derfor begyndte jeg at lede efter en anden mentor. Jeg fandt ham gennem mit netværk, men turde i første omgang ikke spørge, om han kunne tænke sig at blive min mentor. Så jeg måtte tage tilløb. Sådan har jeg det, når jeg mangler mod. Jeg skal gå rundt om mig selv, nogle gange i dagevis, andre gange endnu længere. Mens jeg lytter til min indre dialog, der debatterer. Tør jeg? Hvad hvis han siger nej? Hvad er det værste, der kan ske? Hvad vil jeg gå glip af, hvis jeg ikke spørger? Jeg forestiller mig, at jeg har en lille pæn engel og en lille modig djævel siddende på hver skulder. Indimellem tror jeg faktisk, at de sidder der og rækker tunge af hinanden.

I min verden er djævlen den lille modige, og som regel vinder hun, hvis det er vigtigt nok for mig. Derfor fik jeg også taget tilløb nok, til at jeg en dag turde vove springet, selv om jeg var bange.

Og ved du, hvad der skete? Han sagde: “Naturligvis, vil jeg det!” Og jeg fik den bedste mentor, jeg kunne tænke mig. Samtidig med, at jeg endnu engang blev mindet om, at mod ikke handler om fravær af frygt, men om at handle til trods for frygten…

Hvad er du pokkers bange for?

“Mod er at være skræmt til døde – og alligevel sadle op.”

John Wayne

engel, djævel

Ps.

Har du behov for at blive støttet til at handle?

Så kan du læse mere om mentorskab her

 

Mentor i beskæftigelsesindsatsen

I forbindelse med reformerne på beskæftigelsesområdet bliver der fra regeringens side peget på en optimering i brugen af mentorer.

Dette stiller krav til kommunerne om at kunne tilbyde støtte fra et kvalificeret mentorkorps, hvor fagligheden er i fokus.

Det er uhyre vigtigt, at mentor og jobcenter har samme mål med indsatsen, som altid må have fokus på, at borgerne skal tilbage til uddannelse eller job, i det omfang, det er muligt.

Mentors opgaver og fokus skal altid tilpasses individuelt for den enkelt borger. Opgaverne kan derfor spænde vidt, men kan f.eks. være;

  • at hjælpe borger med at få struktur på hverdagen
  • at hjælpe borger med at benytte offentlig transport
  • at hjælpe borger i dialog med praktiserende læge og andre fagpersoner
  • at understøtte borgers ressourcer og udvikling
  • at motivere borger mod at komme i job eller uddannelse
  • at understøtte livsstilsændringer
  • at hjælpe borger med at udvide sit netværk
  • at hjælpe borger med personlige udfordringer, herunder familiemæssige udfordringer, bolig eller økonomi

Dialogen mellem mentor og mentee skal altid være anerkendende og rummelig.

Kierkegaards vise ord om hjælpekunsten er brugbare og sande den dag i dag;

“At man, Naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.

Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden.

For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg kunne forstaa mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-forstaaen gjældende, saa er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse “

Hjælpekunst, Kierkegaard, mentor, mentorstøtte

 

Kierkegaard

1 2 3 4