Tilmeld dig nyhedsbrevet her og bliv løbende orienteret, når der sker noget nyt på området.

Det Thomas fik ud af sit mod…

For to år siden modtog jeg en e-mail fra en fremmed. Et helt ukendt menneske havde længe fulgt min daværende blog om livet og lykken, og vælger så en dag at reagere på min opfordring om at skrive, hvis man havde noget på hjerte. Og det havde Thomas. Han ønskede sig nemlig en helt gammeldags penneven, et menneske at dele tankerne om livet med på skrift, uden nødvendigvis at kende hinanden i “den virkelige verden”.

Thomas var modig, formulerede sit ønske tydeligt og klart og lod det op til mig, om jeg ville gribe muligheden. Jeg greb den. Og vi havde meget på hjerte, så meget, at vi skrev sammen hele sommeren til gensidig glæde. Om livet, lykken, karrieren, kærligheden, alt det der rørte sig hos os hver især. Vi fik skabt et fortroligt, givende rum, som er sjældent forekommende nu om stunder, hvor det at skrive breve til hinanden efterhånden er en sjældenhed.

I dag er Thomas blevet til en rigtig ven i mit liv. Vi ses ikke så tit, men via alle de ord, vi har vekslet, er vi kommet til at kende hinanden særdeles godt. Forleden snakkede jeg med Thomas og spurgte ham, hvordan han egentlig fandt modet til at skrive til mig. Og han svarede: “Hvad var der at risikere?”, “Du ville højest kunne have sagt nej tak, men så var tingene jo blot status quo, men tænk på alt det, jeg fik ud af at turde spørge!”

Historien om mit pennevenskab med Thomas er siden blevet min favorit historie om mod. For hvad er vi i grunden så pokkers bange for, når vi vælger at holde os tilbage i livet?

Hvad nu hvis, der er mere at vinde end at tabe? Om blot vi tør…

Kærligst Charlotte

 

 

 

 

Vover du livet?

Jeg har gennem de sidste par år haft et højt ønske om at skabe gensidigt givende, dybe og facadefri relationer i mit liv. I den livsfase, som jeg befinder mig i, som moden kvinde, der tilmed er selvstændig og dermed ikke har decideret kollegaer, opstår der sjældent muligheder for at knytte nye bånd helt af sig selv. Det har betydet, at jeg bevidst har skulle været opsøgende, det har jeg blandt andet været på facebook. På facebook er der interessegrupper og fællesskaber for stort set alt, og det kræver “kun” modet til at kaste sig ud i at være aktivt deltagende og opsøgende. Mit ønske om nye, værdifulde relationer har da også krævet en del energi og har ført til såvel glæder som skuffelser undervejs.

Forleden vendte jeg dette med en ny, højt værdsat veninde, og vi delte vores erfaringer. Min største udfordring er i reglen at give slip igen, når det viser sig, at en relation ikke kan bære. Jeg vil så gerne have, at det skal lykkes at bevare et venskab, men det er ikke altid muligt. Og min veninde mindede mig kærligt om, at det ikke er varigheden af en relation, der er afgørende for værdien. Mennesker kommer ind i dit liv, er der for en tid, og nogle gange ikke så længe, men der er altid noget at lære og formår du at være taknemmelig for det, I havde sammen, har det aldrig været forgæves. 

Det eneste vi kan være sikre på her i livet er jo alligevel, at alt er midlertidigt. Tab er et grundvilkår. Ole Hartling siger det så smukt i en artikel, hvor han fortæller om sorgen ved at miste sine hustruer: “Midt i tabet har man jo en stor taknemmelighed over, hvad man har fået. Livet består i at skabe tilknytninger og have tilknytninger. Det er jeg sikker på – og så er det jo et vilkår, at vi mister. Vi mister så mange ting i livet: efterhånden vores førlighed og sanser, tænder, muskelkraft og tænkeevne. Og så mister vi dem, vi holder af.”

Så min pointe?

Gå nu ud i livet og vov det. Knyt bånd, lær mennesker at kende uden sikkerhedsnet og uden vished om, hvor længe I vil være der for hinanden. Vær taknemmelig i nuet for det, der er. Det er det hele værd. 

Kærligst Charlotte

relationer, venskaber

Sådan opdager du, hvad der gemmer sig bag dine drømme…

Der er drømme i mit liv, som jeg har kredset om, så længe jeg har kunne huske.

Jeg har ønsket mig en islandsk hest og et sommerhus. I år har jeg været tættere på virkeliggørelsen end nogensinde før. Faktisk havde jeg skrevet under på skødet til et sommerhus, men det gik i vasken i sidste øjeblik. Og min mand har tilbudt at lave en fold til en islænder til mig, så jeg blot skulle købe en.

I stedet har jeg valgt at gå mine drømme efter i sømmene og undersøge, hvad der i virkeligheden ligger bag. Det har jeg blandt andet gjort ved at leje sommerhuse og få en halvpart i en islænder. Og i den proces er jeg blevet klogere på, hvad jeg i virkeligheden drømte om. Og kodeordet var FRIHED.

Det gik så op for mig, at det var en illusion at forestille sig, at en erhvervelse af et sommerhus med træværk, der skulle males og græs, der skulle slås, tillige med en hest, der skulle fodres, skulle føre til mere frihed.

Friheden oplevede jeg, når jeg lånte et sommerhus, jeg ikke var ansvarlig for, og når jeg kunne sætte min dejlige dele-hest tilbage på folden, når jeg havde redet.

Og sandheden er, at det ofte forholder sig på den måde. Bag de fleste af dine drømme, og særligt de materielle, gemmer der sig en følelse.

En følelse, du kan afdække, ved at stille dig selv spørgsmålet;

Hvad vil det give mig?

F.eks. uforstyrrethed

Hvad vil det give mig at være uforstyrret?

Så vil jeg opleve fred i mit hoved

Hvad vil det give mig at opleve fred?

En følelse af indre ro

Gentag til du ikke kan komme længere.

På den måde, kan du gå på opdagelse i dine egne drømme, og finde ud af, hvad der ligger bag.

Hvem ved, måske kan de opfyldes på en helt anden måde, end du havde forestillet dig.

Mere enkelt, mere ligetil, men ikke mindre skønt.

For skønt er det, når drømme går i opfyldelse….

20228827_10214152555395827_2650390875963111876_n

Er du typen, som bekymrer dig meget?

Mine to ældste unger har tilbragt sidste uge på Roskilde Festivalen. Op til Festivalen var der meget snak i medierne om vejret. Det blev varslet, at den sikkert ville drukne i vand og mudder i år. Min store søn tog varslerne med ophøjet ro. Han gik i Harald Nyborg og købte grimme gummistøvler og regntøj og meddelte, at nu var det købt, så blev det sikkert ikke til noget alligevel. Min datter, som var Roskilde debutant, nægtede at tage gummistøvler med, for hun skulle jo helst se godt ud.

Ugen forløb dog uden det store vejrdrama. Et enkelt døgn regnede det meget, men ellers var det til at overse, og der valgte min datter at tage en time-out herhjemme.

Men hvad har Festival og regnvejr med bekymringer at gøre? Ikke så meget, andet end det fint illustrerer, hvordan vi er meget forskelligt indrettet ift. hvor meget vi bekymrer os, og hvordan vi tackler vores bekymringer. Jeg har selv bekymringer solidt indkodet i mine gener, og jeg har derfor tendens til bekymringstanker, hvis jeg ikke er meget bevidst om det.

Og sådan har mange af mine mentees det også. De bekymrer sig tilmed ofte i et omfang, der går ud over deres trivsel og nattesøvn.

Et af de værktøjer, som jeg anvender allermest, når jeg coacher ift. bekymringstendens er kontrolcirklen, som bevidstgører dig om karakteren af dine bekymringer.

Er de eksempelvis et vilkår – a la vejret på Roskilde Festivalen, som du alligevel ikke kan gøre noget ved? Udover at acceptere den danske sommer?

Eller er der noget, du kan påvirke, ændre eller opnå indflydelse på gennem aktiv og konstruktiv handling? (F.eks. købe regntøj)

Det er min erfaring, at kontrolcirklen kan anvendes i mange situationer, og at det altid er en lettelse at anskue din udfordring på denne vis.

Kontrolcirklen:

I situationen spørger jeg mig selv, hvor på cirklen er udfordringen?

Er det indenfor min kontrol?

Kan jeg påvirke, ændre, opnå indflydelse gennem aktiv og konstruktiv handling?

Er det et vilkår, som jeg må acceptere og slippe?

kontrol

Sådan kan du hjælpe

Det er en dejlig forårsmorgen. Solen skinner over gule rapsmarker, og fuglene synger. Jeg lægger særligt mærke til det nu, fordi mit forår har haft et noget andet fokus. Hvis du er en af mine læsere, som kender mig privat, så ved du det allerede. Jeg har været sygemeldt efter en operation, hvor jeg i efterforløbet fik en infektion og fik konstateret svær D-vitamin mangel og jernmangel. Så jeg har været lagt ned på sofaen med feber, smerter og træthed. Intet ondartet eller voldsomt alvorligt, men underdrejet og energiforladt.

I den sidste uges tid er jeg begyndt at få det markant bedre, kroppen heler, og vitamin-tilskuddene begynder at virke. I går nød jeg, for første gang længe, et glas hvidvin i solen med en ven. Han spurgte mig, hvorfor jeg havde valgt ikke at dele “elendighederne”, mens de stod på. Mit svar var, at min energi ikke havde været til det, og min familie heller ikke havde ønsket det. For personligt tror jeg på, at vi ikke skal være så forsigtige med at vise vores sårbarhed. Jeg har ikke holdt min sygdom hemmelig, men fortalt om det, hvor det har givet mening, selv om det ikke har været i en offentlig facebookopdatering fra sygesengen. Og jeg er blevet mødt med så meget kærlighed, omsorg og forståelse.

I går skrev en veninde til mig og tilbød mig gratis healing, og i dag modtog jeg en sød sms fra en anden veninde med disse vise ord: “This too will pass. It may pass as a kidneystone but it will pass.” Så jeg kan kun anbefale, at vi tør lægge vores facader og også dele, når tingene er svære i vores liv, for fakta er, at vi alle vil møde sygdom og kriser her i livet.

Og til dig, som måske er pårørende til et menneske, der er syg eller i en anden form for krise, er mit bedste råd – at du skal række ud. Ikke bare tilbyde din hjælp, men giv den i form af praktisk handling. Kom forbi til et kort visit med en færdigret eller et kram, send en sms med gode tanker, tilbyd afledning, støvsug gulvet eller kør forbi Fakta efter indkøb. Hold om og hold af og giv plads til tårer. Og bliv ved med at være der, også når de første uger er gået. Skriv ikke. “Går det snart bedre?!” Snarere “Hvordan har du det?”

Hjælp med at holde håbet og minde om, at også dette vil passere, måske som en forbandet nyresten, men at det VIL blive bedre! En smuk forårsdag vil fuglene synge igen, insisterende og minde dig om, at livet er kontrastfyldt, og byder såvel på lys som på mørke…

Kærligst Charlotte

josephine-amalie-jensen-97460

 

Er du træt af at sove dårligt?

Forleden skrev en mentee til mig og bad mig om gode råd til en bedre nattesøvn, da hun blev forstyrret af tankemylder og hjertebanken.

Min allerførste anbefaling ved søvnforstyrrelser er altid at få en tid hos din praktiserende læge, blot for at udelukke, at der er andre årsager end stress. Når det er sagt, så er såvel tankemylder som hjertebanken nogle af de meget almindelige signaler ved stress. Stress skyldes en overbelastning, og når der pisker stresshormoner rundt i din krop kan det føles vildt skræmmende og ubehageligt. Dine tanker kører i ring, og dit hjerte banker.

Kunsten er at få stressen ud af dit system igen, og kuren er RO. Og din nattesøvn er i denne forbindelse en meget vigtig faktor. Det er derfor også min anbefaling, at du skal snakke med din læge, hvis de almindelige råd ift. søvn ikke virker, måske har du brug for midlertidig hjælp medicinsk for at få brudt den onde cirkel, så du kan komme ovenpå igen.

Råd til en bedre nattesøvn:

  • Gå i seng og stå op på samme tidspunkt hver dag, også i weekenderne, så der kommer regelmæssighed over din søvnrytme.
  • Indret dit soveværelse, så der er mørkt og uforstyrret med en temperatur, som passer dig.
  • Undgå at drikke koffeinholdige drikke som kaffe og cola efter kl. 15.
  • Se ikke nyhederne eller tankevækkende film inden sengetid.
  • Sluk generelt for mobil og computer et par timer inden sengetid, så du undgår stimuli.
  • Sørg for, at du hverken er sulten eller overmæt.
  • Hav en blok liggende ved siden af din seng, og hvis der kommer tanker, så skriv dem ned, blot ucensureret og ustruktureret. Det vigtigste er, at du får tømt hovedet, og at du ikke bruger energi på at huske noget til næste dag. Din hjerne slipper lettere tankerne, når du har skrevet dem ned.
  • Mind dig selv om, at du godt kan klare nogle dage uden optimal søvn.
  • Hør en god guidet afspændingsøvelse inden du lægger dig til at sove. Det er vigtigt, at den er guidet, så du ikke bruger energi på selv at skulle tænke. Der findes flere gode på nettet. Min foretrukne er “At leve mindfuldt” med Flora Eriksen. Der findes også mange gode cd’er, som du kan låne på biblioteket.
  • Afled dine tanker ved f.eks. at tænke glædelige begivenheder igennem systematisk. Det kan være din sidste ferie. Først så pakkede jeg kufferten…derefter så….
  • For nogle virker naturmedicin som f.eks. baldrian. Mange har også gavn af at indtage magnesium, der virker muskelafslappende. Her må du prøve dig lidt frem.

Med ønsket om en god nattesøvn.

Kærligst Charlotte

 

alexander-possingham-209285

 

 

Sådan får du sagt, hvad du føler, uden at såre eller fornærme

Vi var samlet fire kvinder i sommerhus og kom omkring lidt af hvert ift. livets udfordringer. Og på et tidspunkt kom vi ind på det vanskelige ved at få meldt et budskab klart og tydeligt ud, samtidig med, at du evner at blive på egen banehalvdel. I teorien kan det være så enkelt, men i praksis sker det alt for ofte, at du ryger i dine følelsers vold og får peget fingre af modparten, som bliver såret eller fornærmet.

Men min dejlige veninde havde lært et simpelt kommunikationsværktøj, som bare var godt.

Hun kaldte det “De 4 trin”, og du får det her til fri afbenyttelse:

  1. Hvad ser jeg/hvad oplever jeg i situationen?
  2. Hvad gør det ved mig?
  3. Hvad har jeg brug for?
  4. Hvad beder jeg om?

Hun kom med et konkret eksempel fra hendes hverdag, som teamleder, hvor hun ofte blev forstyrret og afbrudt, når hun sad koncentreret og lavede vagtplan.

  1. Jeg oplever, at jeg gang på gang bliver afbrudt og forstyrret af spørgsmål fra kollegaer
  2. Jeg bliver stresset og irriteret
  3. Jeg har brug for arbejdsro
  4. Jeg beder om en lukket dør og uforstyrrethed mellem 10-11

Held og lykke med de konstruktive jeg-budskaber.

Kærligst Charlotte

 

sommerhus

Freelance virksomhedskonsulent/samarbejdspartner søges til ad hoc opgaver

Mentorskab søger en kompetent og empatisk freelance konsulent/samarbejdspartner til opgaven med at etablere virksomhedspraktikker til ledige borgere.

Om dig:

Du skal have erfaring indenfor beskæftigelsesområdet

Du skal være i stand til at ”banke døre ind” hos virksomheder på en professionel og respektfuld måde og evne at motivere og skabe resultater.

Du er i besiddelse af oceaner af rummelighed, tålmodighed, engagement og HUMOR.

En høj faglighed er en selvfølge for dig, og du er velformuleret i skrift og tale, da dokumentation af indsatsen er meget vigtig.

Du skal mestre såvel at være der for borgerne som at udvise loyalitet overfor jobcentret og virksomhederne. Din relation til borgerne skal være ægte og empatisk, men samtidig dybt professionel.

Du har måske din egen virksomhed eller er efterlønner inden for beskæftigelsesområdet. Det er en nødvendighed, at du har et CVR-nummer.

Om Mentorskab:

Mentorskab er en konsulentvirksomhed i vækst, som hjælper mennesker i forhold til deres hverdags- og arbejdsliv. Den primære opgave er at være ekstern leverandør til jobcentre, hvor vi hjælper borgere tilbage i beskæftigelse og til afklaring af deres jobmæssige situation.

Mentorskab drives af Charlotte Hyldgaard, som har en bred baggrund indenfor sundheds- og beskæftigelsesområdet.

Mentorskab kan ikke garantere dig et fast timeantal, så det vil være optimalt, hvis du ser jobbet som et supplement til dit nuværende. På sigt kan der blive tale om fastansættelse.

Du vil dog få udfordrende, spændende og meningsfyldte opgaver med en stor grad af frihed i opgaveløsningen. Du vil få løbende sparring og supervision ved behov.

Aflønning aftales afhængig af opgavens karakter, men vil være baseret på timeafregning og inkluderer transport til/fra borger. Opgaverne løses i borgers hjem, i marken, på virksomhederne eller hjemme fra dig selv.

Hvis du har interesse for mentoropgaver, kan disse også indgå i jobopgaverne.

Det er en forudsætning, at du kan stille bil til rådighed.

Opgaverne vil typisk være i hovedstadsområdet.

Hvis ovenstående har interesse, så send en mail med en ansøgning på info@mentorskab.dk

Obs. Skriv i emnefeltet på mailen, hvorfor det lige præcis er dig, som kan løse opgaven.

Samtaler afholdes løbende.

Ansøgningsfrist er den 22. januar 2017.

Opstart februar/marts 2017.

Mentorskab

v/Charlotte Hyldgaard

Kildevanggårdsvej 6, Gundsølille

4000 Roskilde

Tlf. 21 43 51 34

Mail: info@mentorskab.dk

Web: Mentorskab.dk

Jeg er en knold!

”Jeg er jo sådan lidt doven i det”, ”Jeg er et stort rodehoved”, ”Jeg er en knold til at lukke relationer”…

Kunne en sætning som denne komme fra din mund? Fællesnævner for udtalelserne er, at de på ingen måde er støttende og positive overfor dig selv. Og ved du hvad? Jeg sagde selv en af dem under min supervision forleden. Men sætningen var kun lige kommet ud af min mund, før min terapeut bremsede mig. ”Er du ligefrem en KNOLD, Charlotte?!” Ahh…sådan konfronteret med mine egne ord, kunne jeg godt høre det og moderere lidt på udsagnet. Vi kom til at grine. Måske kunne jeg være en TROLD? Dernæst blev jeg udfordret med et af mine egne favorit spørgsmål: ”Er det sandt?”

Og mens jeg søgte tilbage i mine erindringer, gik det op for mig, at det ikke længere var min sandhed. Faktisk havde jeg øvet mig så meget, at jeg var blevet bedre til at lukke relationer. Bedre til at mærke efter, hvad der tjente mig og til at markere mine egne grænser. Det var bare ikke gået helt op for mig endnu.

Prøv at tænke over nogle af dine egne begrænsende, negative overbevisninger om dig selv. ”Jeg er sådan en der….”

Er det i virkeligheden gamle sandheder, som har ændret sig, uden du har opdaget det? Måske var du doven engang, men er nu blevet mere aktiv? Måske er du faktisk blevet mere organiseret, og så fremdeles…

Hvis det er svært for dig at se forandringerne, kan du evt. få hjælp af andre til at finde eksempler.

Brug spørgsmålene: ”Er det sandt at…?”, ”Er der situationer, hvor det ikke er/har været sandt?”

Kærligst trolden

 

trold

Det er aldrig for sent

Hun stod i sit køkken og kiggede fortvivlet på mig:”Der er ingen tilbage, absolut ingen!” Hun snakkede om sine venner. Og jeg forstod. Hun havde ændret sig radikalt, havde arbejdet hårdt med sin personlige udvikling og en efter en var de gamle venner faldet fra. Hun var langt fra den eneste, som jeg havde hørt noget tilsvarende fra, og jeg kendte det også fra mig selv.

Når du begynder at navigere efter dit hjerte og dine værdier, så har du ikke længere den samme tolerance overfor overflade og falskhed. Du får et behov for relationer med en anden ægthed og dybde, hvor du kan dele de ting, som er vigtige i tilværelsen. Og det betyder nogle gange, at du må “sortere” ud i din vennekreds. Det kan føles så sårbart og ensomt, mens det står på. Men den gode nyhed er, at det kan lade sig gøre. I den fagre nye verden er det langt nemmere end tidligere, både på internettet og på f.eks. facebook kan du finde fællesskaber og danne rammen for nye venskaber. Det kræver dog, at du kaster dig ud i det med mod og engagement. Du må parkere din indre kritiker og vælge at tro på, at du også har noget at bidrage med, for det kan du og det har du.

Det er aldrig for sent.

heart-mapping-det-noedvendige-nye

1 2 3 4