Tilmeld dig nyhedsbrevet her og bliv løbende orienteret, når der sker noget nyt på området.

Må jeg give dig håb?

Jeg kan næsten ikke tøjle min begejstring for den metakognitive metode. Jeg har netop sendt en mentee ud af døren, som har været til sin anden session hos mig.

Hun er tilkendt fleksjob pga. depression, og hun har prøvet al verdens terapi, før hun startede her. Og nu sidder hun så i min sofa og fortæller, at hun for første gang i årevis føler håb, efter jeg har introduceret hende til metakognitiv terapi.

For hun havde brugt oceaner af tid på grublerier og havde grublet sig til en depression, hun indtil nu havde siddet fast i. Hun havde haft følelsen af slet ikke at kunne styre sine tanker og havde brugt de fleste af døgnets timer på at spekulere. Selv om natten havde tankerne forstyrret hendes søvn.

Derfor var det så vildt for hende at opleve, hvordan de øvelser hun havde fået med sig, allerede havde gjort en forandring. Hun havde fået oplevelsen af, at hun selv havde kontrol og var begyndt at opleve, at hun rent faktisk kunne lære at lade sine tanker være og fordybe sig i at leve livet igen.

I dag gennemgik vi flere øvelser, og hun fik lidt hjemmearbejde, blandt andet en lydøvelse, der skal træne hende i selv at vælge sit fokus. Forinden havde vi afprøvet øvelsen ved, at vi sammen satte os ud på altanen og skiftevis fokuserede på forskellige lyde fra naturen. Min mentee oplevede, at hun selv kunne vælge hvilke lyde, hun fokuserede på. På samme måde kan hun vælge, om hun giver sine tanker fokus eller de aktiviteter, hun i øvrigt er optaget af.

For tanker er som de små retter, der kører rundt på sushi-båndet, når du er ude og spise running sushi. Du kan selv aktivt vælge, hvilke af retterne, du griber ud efter, og hvilke du lader passere. 

Min mentee er ved at lære sig at lade tanker være og lade sit hoved få tiltrængt ro.

Måske har du, eller en du kender, brug for at lære det samme?

Du er velkommen til at ringe til mig på tlf. 21 43 51 34  eller skrive på info@mentorskab.dk for at høre mere om metoden.

Kærligst Charlotte

 

 

 

 

Derfor skal du lære dit barn ikke at bekymre sig

Jeg har netop sendt min 14 årige afsted i skole med et kram og opmuntrende ord. Hun skulle gennem sin anden nationale test på en uge, og hun var presset.

Jeg øvede testen med hende i går aftes, og selv jeg, en voksen kvinde, der ikke har de store problemer med stavning, var udfordret. Niveauet var tårnhøjt og slet ikke tilpasset til nutidens unges sprogbrug. Ikke desto mindre er det de test, som de bliver målt og vejet på.

Deres lærer kæmper med at neddrosle kravene og forventningerne og forsøger på bedste vis at mindske præstations-presset. Men som forælder ser du frustreret til og oplever, hvordan alt for meget af de unges tid, spildes med bekymringer.

Kampen med at lette præstations- og karakterpresset skal udkæmpes politisk, og en ændring har desværre nok lange udsigter. Derfor gør jeg mit for at lære min datter at navigere i den barske virkelighed.

Forleden sagde hun ironisk til mig, at jeg er hendes testperson, og det har det stakkels barn “desværre” ret i. For jeg lærer hende værktøjerne fra den metakognitive terapi. Jeg gør alt, hvad der står i min magt, for at give hende redskaberne til at lade sine bekymringer være og i stedet fortabe sig i livet og nyde sin ungdom.

Og jeg er optændt af en ild og en mission, der går ud på at lære andre unge det samme. Kunsten at navigere i præstationssamfundet, uden at knække sammen med stress, angst eller depression. For det kan vi ikke byde vores unge mennesker.

De har fortjent bedre. De har fortjent, at vi som den ældre generation, hjælper dem til at skabe et liv fyldt med gode oplevelser, mening og glæde. Hvor der er plads til såvel fordybelse, latter og leg. Og først og fremmest plads til at være barn og ung.

Kærligst Charlotte

 

Sådan holder du op med at bekymre dig…

Jeg vågnede i morges og tjekkede min telefon. Vores teenagedatter havde været til fest og havde klokken halv fem sendt en sms om, at hun var kommet hjem. “Jeg er ved at blive en dårlig mor!”, sagde jeg grinende til min mand. Jeg er holdt op med at bekymre mig og har sovet som en sten. “Det hjælper jo ikke alligevel”, svarede han og sov videre. Og han har jo ret, men det havde min tankehjerne bare ikke forstået tidligere. Den levede helt op til ordsproget: “Små børn, små bekymringer, store børn, store bekymringer” og kunne holde mig vågen af “hvad nu hvis” spekulationer.

Nu fylder bekymringerne åbenbart ikke længere nok til at forstyrre min søvn. Den metakognitive tilgang har allerede gjort en forskel. Faktisk er det helt vildt, hvor meget tid jeg har fået tilovers til andre ting, nu hvor mine tanker fylder mindre. Jeg kan ligefrem sidde og stirre ud i luften uden tanker, der kører rundt i mit hoved om alt muligt. Og jeg havde ellers forsvoret, at det kun var noget, som mænd mestrede ;-)

Det der er forandret er mit forhold til mine tanker. Tidligere har jeg haft en overbevisning om, at det var nyttigt at tænke meget, dels for at kunne foregribe, at ting gik galt, dels fordi jeg altid har været analytisk tænkende og har betragtet det som en god og værdifuld evne. Der er bare det ved det, at vi alligevel tænker konstant, og det er ikke alle tanker, der er vigtige, og slet ikke gruble og bekymringstanker, som uvilkårligt sniger sig ind, når du tænker meget. Den type tanker har det med at røve vores tid og bidrage meget lidt til problemløsningen. I stedet skal vi lære at handle og lade vores tanker være.

Første skridt er at arbejde med at omstrukturere metakognitioner (tanker om tanker). Og hermed nå til erkendelsen af, at der ikke er særlig stor værdi af at gruble over tingene og bekymre sig om tanker, symptomer eller følelser. Nytteværdien er begrænset. Min datter er f.eks. ikke mere sikker i nattelivet ved, at jeg ligger vågen hele natten og bekymrer mig for hende, og jeg bliver ikke en bedre mor af det. Hun er bedre tjent ved, at jeg får min søvn.

Næste skridt er forskellige øvelser, som lærer dig at have ydre fokus i stedet for indre. Samtidig med at du træner din opmærksomhed og bliver bevidst om, når dine tanker løber afsted med dig. En helt enkel måde at øve sig på er, at du ved tankeflugt vender din opmærksomhed tilbage til de daglige gøremål og fokuserer på dem i stedet. Det kræver træning, for til en start vil du opleve, at du igen og igen vil havne i tanker. Her kan du arbejde med udskydelse og aftale med dig selv, at du kan få lov at bekymre dig eller gruble på et senere tidspunkt, helt konkret f.eks. klokken 20. På den måde bliver det nemmere at lade tanken være, når du ved, at du kan hellige dig den senere. Hvis det er svært, så sæt god musik på og vend din opmærksomhed til musikken i stedet.

Kærligst Charlotte

“Thinking is a problem, if you think too much – no matter what it is.”

Adrian Wells

Hvad æsler har med tanketoge at gøre…

Vi var på vej ind på Dyreskuepladsen, min datter, hendes kusine og jeg. Vi havde lovet at hjælpe til med at trække æsler. Kusinen var ikke helt tryg ved situationen, som vi nærmede os pladsen: “Hvad nu hvis jeg ikke kan styre æslet?!, Hvad nu hvis det stikker af?!, Hvad nu hvis barnet falder af?!”. Min datter svarede: “Stig nu ikke på tanketoget!”. “Hvad betyder det?”, spurgte kusinen. “Min mor er i gang med en ny uddannelse”, grinede min datter. Og så måtte jeg jo forklare.

Forestil dig, at du står på en travl togstation. På perronen kommer der mange forskellige toge kørende. Togene repræsenterer dine tanker. De fleste tanker betyder ikke det store for os, de er blot nogle af de 30-70.000 tanker, som hjernen producerer helt automatisk hver dag. A la, hvad skal jeg lave til aftensmad? Men der er også tanker, som betyder mere, såkaldte “triggertanker”, de kan være både positive og negative.

En triggertanke er din allerførste tanke i en given situation, som sætter en hel tankerække i gang. Hvis det er en gruble eller bekymringstanke, svarer det til et lokomotiv, der får koblet flere og flere tunge vogne bag sig og på den måde får svært ved at trække. Heldigvis kan vi lære at opdage vores triggertanker og tage et aktivt valg om at blive stående på perronen og lade toget køre, uden vi hopper ombord. Simpelthen at lade tanken fare uden at give den mere opmærksomhed og koble flere tunge vogne på.

Min datter havde opdaget, at kusinen var i gang med at stige på tanketoget og endda ved at koble vogne på, men i stedet lykkedes det hende at hoppe af igen. Og resultatet? 12.000 skridt som en glad æseltrækker med glade børn. Og ingen løbske æsler.

Kærligst Charlotte

 

Så stop dog mine tanker!

Kender du til følelsen af, at du virkelig ville ønske, at din hjerne havde installereret en stop knap, som du kunne aktivere, når dine tanker myldrede?

Det gør jeg. Da jeg i sin tid var ramt af stress, kunne jeg finde på at spørge min mand, om han ikke lige kunne trykke på knappen?! Vi legede, at den sad lige midt i bekymringsrynken mellem øjnene. Men uanset hvor hårdt han trykkede, kørte mine tanker nu videre. Jeg prøvede så selv at styre dem, hive dem ud af hjernen enkeltvis, se på dem, analysere, forsøge at lave dem positive, eller at kommandere dem væk. Lige lidt hjalp det.

Efterhånden forsvandt stressen, men det er en anden historie. I dag skal det handle om tanker. De hersens gruble og bekymringstanker, som er årsag til mange problemer, og kan skabe stress, angst og depression.

Jeg er i øjeblikket ved at tage en uddannelse som metakognitiv stress-mentor. Og her lærer vi at håndtere tankerne på en helt ny måde. En metode, der umiddelbart virker så enkel, at man tror, at det er løgn. Vi lærer nemlig at lade tanker være. Simpelthen at lade være med at tillægge dem så høj værdi og undgå at fokusere så meget på dem. Baseret på en teori om, at hjernen og sindet faktisk kan hele sig selv, hvis der er ro til det. Sammenlignet med et sår, som vi undlader at gøre værre ved at kradse i det.

Og hvordan gør man så det? Ja, der er mange måder at træne det på. Og efterhånden som jeg lærer dem, vil jeg dele dem med dig her på bloggen. Men først om fremmest ville jeg introducere dig for ideen.

Hvordan ville det være for dig, hvis du kunne lære at lade dine tanker være? Lære at reducere dit tankemylder og i stedet kunne være fokuseret på at leve livet?

Hvis du forsøger at tvinge dine tanker til at stoppe, virker det ofte stik mod hensigten. Det svarer til, at du forsøger at holde en badebold under vand. Det kan du gøre for en tid, men du bruger en del energi på at holde bolden nede under overfladen, og når du slipper, kan du være sikker på, at bolden ryger op igen. Og så er du lige vidt…

Så ideen om at få installeret en stopknap, må du desværre også slippe.

Kærligst Charlotte

Jeg er rørt…

Jeg er rørt i dag.

Rørt over at være blevet givet muligheden for at støtte mennesker i at vokse, hjælpe dem til at afklæde sig den gamle, begrænsende ham og træde nye stier.

Rørt over at se mennesker fælde tårer, der gøder deres rodnet og lader dem forankre sig i livet.

Jeg er rørt over at kunne kalde mig mentor.

Rørt over at kunne byde ind med mig selv, som den jeg er, uden at forestille at være perfekt, men derimod stille mig til rådighed med hele mig og med min livserfaring. Være perfekt uperfekt.

Jeg er rørt over, at hver mentorsamtale også giver mig stof til eftertanke og mulighed for at vokse.

Jeg er rørt over den tillid, hvormed jeg mødes, som jeg tilstræber at møde kærligt og respektfuldt.

Jeg er rørt…

Det Thomas fik ud af sit mod…

For to år siden modtog jeg en e-mail fra en fremmed. Et helt ukendt menneske havde længe fulgt min daværende blog om livet og lykken, og vælger så en dag at reagere på min opfordring om at skrive, hvis man havde noget på hjerte. Og det havde Thomas. Han ønskede sig nemlig en helt gammeldags penneven, et menneske at dele tankerne om livet med på skrift, uden nødvendigvis at kende hinanden i “den virkelige verden”.

Thomas var modig, formulerede sit ønske tydeligt og klart og lod det op til mig, om jeg ville gribe muligheden. Jeg greb den. Og vi havde meget på hjerte, så meget, at vi skrev sammen hele sommeren til gensidig glæde. Om livet, lykken, karrieren, kærligheden, alt det der rørte sig hos os hver især. Vi fik skabt et fortroligt, givende rum, som er sjældent forekommende nu om stunder, hvor det at skrive breve til hinanden efterhånden er en sjældenhed.

I dag er Thomas blevet til en rigtig ven i mit liv. Vi ses ikke så tit, men via alle de ord, vi har vekslet, er vi kommet til at kende hinanden særdeles godt. Forleden snakkede jeg med Thomas og spurgte ham, hvordan han egentlig fandt modet til at skrive til mig. Og han svarede: “Hvad var der at risikere?”, “Du ville højest kunne have sagt nej tak, men så var tingene jo blot status quo, men tænk på alt det, jeg fik ud af at turde spørge!”

Historien om mit pennevenskab med Thomas er siden blevet min favorit historie om mod. For hvad er vi i grunden så pokkers bange for, når vi vælger at holde os tilbage i livet?

Hvad nu hvis, der er mere at vinde end at tabe? Om blot vi tør…

Kærligst Charlotte

 

 

 

 

Vover du livet?

Jeg har gennem de sidste par år haft et højt ønske om at skabe gensidigt givende, dybe og facadefri relationer i mit liv. I den livsfase, som jeg befinder mig i, som moden kvinde, der tilmed er selvstændig og dermed ikke har decideret kollegaer, opstår der sjældent muligheder for at knytte nye bånd helt af sig selv. Det har betydet, at jeg bevidst har skulle været opsøgende, det har jeg blandt andet været på facebook. På facebook er der interessegrupper og fællesskaber for stort set alt, og det kræver “kun” modet til at kaste sig ud i at være aktivt deltagende og opsøgende. Mit ønske om nye, værdifulde relationer har da også krævet en del energi og har ført til såvel glæder som skuffelser undervejs.

Forleden vendte jeg dette med en ny, højt værdsat veninde, og vi delte vores erfaringer. Min største udfordring er i reglen at give slip igen, når det viser sig, at en relation ikke kan bære. Jeg vil så gerne have, at det skal lykkes at bevare et venskab, men det er ikke altid muligt. Og min veninde mindede mig kærligt om, at det ikke er varigheden af en relation, der er afgørende for værdien. Mennesker kommer ind i dit liv, er der for en tid, og nogle gange ikke så længe, men der er altid noget at lære og formår du at være taknemmelig for det, I havde sammen, har det aldrig været forgæves. 

Det eneste vi kan være sikre på her i livet er jo alligevel, at alt er midlertidigt. Tab er et grundvilkår. Ole Hartling siger det så smukt i en artikel, hvor han fortæller om sorgen ved at miste sine hustruer: “Midt i tabet har man jo en stor taknemmelighed over, hvad man har fået. Livet består i at skabe tilknytninger og have tilknytninger. Det er jeg sikker på – og så er det jo et vilkår, at vi mister. Vi mister så mange ting i livet: efterhånden vores førlighed og sanser, tænder, muskelkraft og tænkeevne. Og så mister vi dem, vi holder af.”

Så min pointe?

Gå nu ud i livet og vov det. Knyt bånd, lær mennesker at kende uden sikkerhedsnet og uden vished om, hvor længe I vil være der for hinanden. Vær taknemmelig i nuet for det, der er. Det er det hele værd. 

Kærligst Charlotte

relationer, venskaber

Sådan opdager du, hvad der gemmer sig bag dine drømme…

Der er drømme i mit liv, som jeg har kredset om, så længe jeg har kunne huske.

Jeg har ønsket mig en islandsk hest og et sommerhus. I år har jeg været tættere på virkeliggørelsen end nogensinde før. Faktisk havde jeg skrevet under på skødet til et sommerhus, men det gik i vasken i sidste øjeblik. Og min mand har tilbudt at lave en fold til en islænder til mig, så jeg blot skulle købe en.

I stedet har jeg valgt at gå mine drømme efter i sømmene og undersøge, hvad der i virkeligheden ligger bag. Det har jeg blandt andet gjort ved at leje sommerhuse og få en halvpart i en islænder. Og i den proces er jeg blevet klogere på, hvad jeg i virkeligheden drømte om. Og kodeordet var FRIHED.

Det gik så op for mig, at det var en illusion at forestille sig, at en erhvervelse af et sommerhus med træværk, der skulle males og græs, der skulle slås, tillige med en hest, der skulle fodres, skulle føre til mere frihed.

Friheden oplevede jeg, når jeg lånte et sommerhus, jeg ikke var ansvarlig for, og når jeg kunne sætte min dejlige dele-hest tilbage på folden, når jeg havde redet.

Og sandheden er, at det ofte forholder sig på den måde. Bag de fleste af dine drømme, og særligt de materielle, gemmer der sig en følelse.

En følelse, du kan afdække, ved at stille dig selv spørgsmålet;

Hvad vil det give mig?

F.eks. uforstyrrethed

Hvad vil det give mig at være uforstyrret?

Så vil jeg opleve fred i mit hoved

Hvad vil det give mig at opleve fred?

En følelse af indre ro

Gentag til du ikke kan komme længere.

På den måde, kan du gå på opdagelse i dine egne drømme, og finde ud af, hvad der ligger bag.

Hvem ved, måske kan de opfyldes på en helt anden måde, end du havde forestillet dig.

Mere enkelt, mere ligetil, men ikke mindre skønt.

For skønt er det, når drømme går i opfyldelse….

20228827_10214152555395827_2650390875963111876_n

Er du typen, som bekymrer dig meget?

Mine to ældste unger har tilbragt sidste uge på Roskilde Festivalen. Op til Festivalen var der meget snak i medierne om vejret. Det blev varslet, at den sikkert ville drukne i vand og mudder i år. Min store søn tog varslerne med ophøjet ro. Han gik i Harald Nyborg og købte grimme gummistøvler og regntøj og meddelte, at nu var det købt, så blev det sikkert ikke til noget alligevel. Min datter, som var Roskilde debutant, nægtede at tage gummistøvler med, for hun skulle jo helst se godt ud.

Ugen forløb dog uden det store vejrdrama. Et enkelt døgn regnede det meget, men ellers var det til at overse, og der valgte min datter at tage en time-out herhjemme.

Men hvad har Festival og regnvejr med bekymringer at gøre? Ikke så meget, andet end det fint illustrerer, hvordan vi er meget forskelligt indrettet ift. hvor meget vi bekymrer os, og hvordan vi tackler vores bekymringer. Jeg har selv bekymringer solidt indkodet i mine gener, og jeg har derfor tendens til bekymringstanker, hvis jeg ikke er meget bevidst om det.

Og sådan har mange af mine mentees det også. De bekymrer sig tilmed ofte i et omfang, der går ud over deres trivsel og nattesøvn.

Et af de værktøjer, som jeg anvender allermest, når jeg coacher ift. bekymringstendens er kontrolcirklen, som bevidstgører dig om karakteren af dine bekymringer.

Er de eksempelvis et vilkår – a la vejret på Roskilde Festivalen, som du alligevel ikke kan gøre noget ved? Udover at acceptere den danske sommer?

Eller er der noget, du kan påvirke, ændre eller opnå indflydelse på gennem aktiv og konstruktiv handling? (F.eks. købe regntøj)

Det er min erfaring, at kontrolcirklen kan anvendes i mange situationer, og at det altid er en lettelse at anskue din udfordring på denne vis.

Kontrolcirklen:

I situationen spørger jeg mig selv, hvor på cirklen er udfordringen?

Er det indenfor min kontrol?

Kan jeg påvirke, ændre, opnå indflydelse gennem aktiv og konstruktiv handling?

Er det et vilkår, som jeg må acceptere og slippe?

kontrol

1 2 3 4